Få musikere har som Björk kombineret den brede appel med det kunstnerisk excentriske. Hun er på én gang musikalsk troldkvinde med Islands lavastrømme i årerne, ikonisk popstjerne og elektronisk legebarn. De sidste 18 år har hvert nyt album fra den lille islænding været et modigt skridt i en ny retning, og Roskilde Festival har været en af de faste stationer på hendes musikalske rejser.
Med Biophilia fra oktober går Björk igen forrest. Hver ny sang på albummet får følgeskab af en app. Men som til hendes liveshows får det visuelt opfindsomme aldrig lov at overskygge musikken. Björk beviser igen, at hun kan harmonere det organiske og elektroniske i et personligt udtryk, som sprutter af eventyr, eksperiment og melodi.