Band

Rockhistoriens flamme brænder med sjælden og uformindsket kraft hos Neil Young. Hans udgivelser fra 70’erne har placeret ham sammen med Leonard Cohen og Bob Dylan på sangskrivningens højeste trone, og der er skrevet få sange med mere vidtrækkende appel end ”Heart of Gold” eller ”Only Love Can Break Your Heart”.

Men Neil Young er ikke bare den delikate singer-songwriter med den skælvende stemme. Især hans plader med bandet Crazy Horse har med deres lange jam-sessions og overrumplende guitararbejde leveret køreplanen for en sværm af moderne guitarrockere – fra Pearl Jam til Built to Spill.

Mange i samme sted ville sikkert skrue ned for blusset og nyde gudsdyrkelsen bare en anelse, når de nåede deres 60’ere. Ikke Neil Young. Han har i stedet genoplivet oprørsbevægelsen fra slutningen af tresserne og talt med store og klare bogstaver mod USA's krig i Irak. Han holder også formen oppe både i studiet og til hans publikumspakkede koncerter – Chrome Dreams II fra 2007 er Youngs sjette plade i det nye årtusinde.

Siden slutningen af 60’erne har den karakteristiske, tynde stemme afsøgt folk, rock, pop og endda flirtet kortvarigt med elektronik. Ofte med uforlignelig succes – altid med integriteten i behold over for den musikbranche, som gang på gang har forsøgt at dressere den uforudsigelige kunstner. Den slags er dømt til at mislykkes med Neil Young. Han er en af rockmusikkens mest utæmmelige og rene flammer.