It Wasn’t Me
Ser I; jeg er født som tvilling. Og min tvillingebror og jeg ligner hinanden noget så meget. Eneste forskel er, at jeg er blevet en fornuftig ung mand, der går tidligt i seng, ikke drikker alkohol og går passioneret op i kinaskak og den slags sunde fritidsinteresser. Min bror derimod har en forfærdelig personlighed. Han er højlydt, plat, latrinær og gør generelt uovervejede ting. Det skal dog siges at det ikke er hans skyld alene. Han er faldet i det man kalder dårligt selskab. Især hænger han meget ud med Jim og Jack. Skidte fyre. Smid deres gode ven Pepsi Max ind i ligningen og det går helt galt. Mine forældre skal dælme ikke beskyldes for at være opfindsomme. Således har de døbt os noget så uoriginalt som Ædru-Andreas, mig, og Fulde-Andreas, ham. Så lad os få på plads én gang for alle: Har du set en maksimalt halvsnaldret fyr gå i seng kl 22, da han skulle være frisk næste morgen til en ny lang dag med musik, seriøse indlæg på denne blog og indtag af biodynamiske grøntsager, så har du set mig, Ædru-Andreas. Har du derimod set en fyr med Hetfield-skæg og skimaske forme ballondyr af sine forplantningsorganer, sparke nøgenhøjdere eller uden antydning af ironi i stemmen råbe upassende højt op om at ”fair trade-advarselsmærkaten på papvinen er alt for lille”, da har du mødt Fulde-Andreas. Forfærdeligt menneske.
Et par skidte knægte |
Efter at have talt med en del af mine medfestivalgængere lader det til at jeg må rette en ret udbredt misforståelse.
What a pity
Den fremtidsvision har jeg nu banet vej for, da jeg en formiddag efter at være kravlet ud af mit overdimensionerede iglo-telt (hvorfor iglo? De bliver kogende varme) væltede ned til Arena og ind i pitten til Tivoli Symfoniorkestrets koncert. Ikke særlig rock’n'roll, siger du?
Der var både dreadlocks og bare overkroppe. Og et skilt med forbud mod, at små begejstrede mænd smider en horisontal gående mand op i luften. Der, hvor jeg stod, stod der “no crowdsurfing”, og der var i hvert fald fire, der headbangede ved siden af mig. Det må være mindst lige så godt, som hvis det havde været Judas Priest. Men jeg ved det ærlig talt ikke helt, for da de gik på, var jeg faldet i søvn. |
Alle har været der mindst én gang undtaget jeg, men i år gjorde jeg det - fik taget min pit-mødom.
Pas på den knald røde gummibåd…Vi har fået den fulde historie om redningsflåden, og jeg synes den fortjener endnu en plads, for det er fandme en sjov historie. Så hermed et lille gæsteindlæg fra en af pigerne fra redningsflåden!! xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx Okay okay… skyldig… der var flere flåder rundt omkring, men det var vores der sendte signaler ud. og vi lå i P 46 eller 64 der omkring… Sagen var den, at vi af damen som havde skaffet os redningsflåden havde fået at vide, at det eneste krav for at vi fik den var, at vi skulle fjerne morfin og nødblus… det gjorde vi så, og der skulle altså så ikke være flere problemer med båden. Da vi havde slæbt den her 130 kg tunge glasfiber kasse ind fra indgangen og ned til P, var vi nået til det punkt, hvor vi bare ikke kunne slæbe den længere, og vi begyndte at hive i udløsersnoren (den er meget lang - 30 m før der sker noget). Og som bekendt siger det puff og i løbet af 30 sek står der et telt der kan rumme 25 siddende nødstedte personer. Alt går så efter planen. Vi får slået en pavillon op og nogle telte, og beslutter efter ca 100 kommentarer på en time, at vores camp er nødt til at hedde “JA, det er en redningsflåde!” og slagsangen der hører til er selvfølgelig “Den knald røde gummibåd” I løbet af eftermiddagen morer vi os over alle de mærkelige og i virkeligheden ret logiske features båden har, så som padle huller, nødrationer og lommelygte plus batterier. Alt sammen noget der ikke skulle give den store ballade. Efter at have festet de to første dage, sidder vi og nyder campinglivet, da en sms tikker ind på Rikkes mobil. Det i sig selv er jo meget normalt, men den er fra festivalen, med en vigtig meddelelse, og her kommer det sjove…, der står i sms’en, at ejeren af en brugt hvid redningsflåde, skal pille nødsenderen ud, fordi den genere søværnets radar. Der går så yderligere halvanden dag, hvor vi render rundt som man nu gør, og fester. Da vi er 12 i lejren, er vi der sjældent samtidig. På et tidspunkt er nogle af os nede ved badesøen for at nyde lidt aftensol da Rikke ringer, lettere paniske, for at fortælle at der står to brandvagter og siger at vi skal slukke nødsenderen. Rikke der ikke selv er en af bådes 6 beboere, har no clue hvor nødsenderen sidder og hvordan i givet fald ser ud. Som erhverver af båden, skynder jeg mig naturligvis ned i lejren for at se om jeg skulle have et bud på hvor den sidder og hvordan den kan afmonteres. Da jeg lander, er der igen ro på, og Rikke fortæller, at brandvagterne havde været lidt sure, da Søværnet havde haft ringet og skældt ud. Ikke mindre en 2 helikoptere havde været ude over pladsen for at kunne spore båden via koordinater, som brandvagterne så havde fået, samt besked om straks at få slukket nødsenderen. Brandvagterne havde ikke kunne finde noget på båden der lignede en sender, og havde besluttet at pille toplyset af båden og vende tilbage når de igen havde talt med Søværnet. Efter et par timer med fejlkommunikation og et rend af brandvagter frem og tilbage i vores lejr, meldte Søværnet at alt var ok :o) Puh-ha vi åndede lettet op, men snakkede lidt om, at det var temmelig foruroligende, at der alligevel var gået 3 1/2 dag før de havde fået fat i os. Det skal dog lige siges, at det var kommunikationen på festivalen der havde været kuk i, og altså ikke Søværnet der ikke kunne se os på skærmen. Ironisk nok, tror jeg vi er de eneste der var tæt på drukne under festivalen, for der kom vand ind, da det viste sig, at en af åbningerne ikke havde været lukket ordentligt, under det lille regnskyl lørdag… Men vi har mod på mere, har lært det og er klar til næste år, hvor vi stiller med den helt store camp! Og må jeg, Trine, lige indskyde, at DEN glæder jeg mig til at besøge!!! Tak for en rigtig rigtig sjov historie. P.S har du lignede vanvittige oplevelser, eller har du hørt rygter om andre langtude historier, så skriv til mig, så smider vi dem ud på bloggen her, og måske får vi en forklaring. Skriv til trine.thorendal@roskilde-festival.dk Eller ring til mig på 40742921 |
Min nye bedste ven.
Festivallen havde i år udtænkt et ret smart koncept (Jeg er faktisk ikke sikker på hvem der præcist står bag det, men tak til dem i hvert fald). Det gik ret simpelt ud på at man tegnede 2 tegninger, skrev sit navn og telefonnummer på bagsiden, hængte tegningerne op i en åben container og tog så en andens tegning med sig. Sådan - ny bedste ven fundet! Lørdag aften var så tidspunktet for første møde. Fotografen Rasmus plus mine to medbloggere Mille og Trine, var alle med som anstandsdamer, og da Mikkel blev lokaliseret, udspillede der sig et tilbedelsesagtigt ritual, der næsten med sikkerhed ville ha skræmt de fleste 18årige førstegangsgængere på Roskilde væk. Heldigvis var Mikkel af den helt rette støbning, så han lod sig tilbede. Der var bred enighed om at en masseforelskelse fandt sted, selv Rasmus var ramt, og vi stod alle og ønskede os tilbage til teenageårene, hvor man uden skam havde kastet sig over dette pragteksemplar af en ung mand. I skal ikke snydes, så her følger et par billeder:
Og et stykke med bart:
Her i selskab med Rasmus og Trine;
Mikkel er single, så hvis du er teenagepige og mindst ligeså betaget af ham som vi er - find ham! (Eller skriv noget pænt i kommentarfeltet, jeg er sikker på han læser med :D) |
Jeg fik mig en ny bedste ven på festivallen i år. Han hedder Mikkel, er 18 år og fra Aalborg og er så god til at tegne tændstikmænd, at han blev specielt udvalgt af mine kyndige øjne (mest Milles, eftersom det var hende, der spottede tegningen, men det er MIN ven) blandt hundredevis af tegninger.
Nik mig en skalle, og sig, hun er dejlig
“Men festivalen er da så fredelig?” Jojo, hvis bare du afholder dig fra at sætte dig indenfor en radius af otte meter fra folk, hvis hormonelle niveau burde udløse bøder og klip i kørekortet. Indkvarteret med øl og white russians i rundkreds på græs skulle der hygges og lyttes. Og pilles ved angiveligt. Jeg fik ærespladsen ved siden af de to (eneste, selvfølgelig), hvor forekomsten af udtrådte skodder og urinstøv af grunde, jeg muligvis ikke forstår, pludselig antændte en eksplosion af emotionalitet, der omformede min sidemand og -kvinde fra delvist rationelle, drikkende mennesker til et liveuddrag af sexmessen i Forum. Derfor kan jeg også (næsten) uden tvivl her erklære festivalgæst Jesper for vinder af en alternativ og lettere erotisk udgave af bowling med plastkrus. I et veltilrettelagt spark lykkedes det at feje samtlige sjatbeholdere ud over Dit Uheldige Offer. |
“Jeg er lige ved den hvide havepavillon og det sølvgrå iglotelt”
På mikroniveau forholder det sig ifølge mine empiriske undersøgelser over ni Roskilde Festivaller dog anderledes. Når to af disse 80.000 mennesker for eksempel skal forsøge at lokalisere hinanden inden for førnævnte to km2, så ender det altid med at afstande og forholdsord bliver meget relative - “lige bag ved” et specifikt flag ved Orange Scene kan ifølge mine erfaringer dække over et område på ca. 126 m2 -, og en egentlig kommunikation fuldstændig utænkelig. Har du foreksempel nogensinde hørt (eller evt ligefrem ført) denne halvdel af en samtale?: “Hey” “Lige bag ved højre lydtårn” “Højre lydtårn” “Højre hvis man kigger op imod scenen” “Ja, rød trøje lige bag højre lydtårn” “Nej, dem der står helt fremme ved sce… hallo? hallo?” Signalet er røget. Ny opringning. “Hallo? Ja, dem fremme ved scenen” “Orange Scene, s’gu da!” Og så fremdeles. Ifølge mine udregninger udgør to mennesker ud af 80.000 0,0025%, og de burde være i stand til at finde hinanden hvis de ramte de samme 10 m2, hvilket udgør 0,0005% af festivallens areal. Og de har som regel mobilverbal kommunikation til hjælp. Jeg forstår det ikke. |
Af hjertet tak.
Nå men jeg vil godt slutte med at sige mange tak for festen. I er sgu alle nogle hyggelige mennesker at være sammen med (gælder jer alle). Ikke på noget tidspunkt oplevede jeg nogen form for negativ stemning, hvilket jo er fantastisk når der er tale om godt 80.000 samlet på få km2 med varmegrader der ligefrem slår rekorder. Så i får alle et skulderklap herfra og så vil jeg såmænd bare sige mange tak for festen. |
Puuh det var sgu en hård tur tilbage til civilisationen men jeg kunne dog trøste mig med at jeg bestemt ikke var den eneste i bussen der følte sig utilpas (specielt i hovedet). Denne følelse kunne simpelthen både ses, høres, lugtes, mærkes og måske ligefrem smages hos de omkringsiddende personerne som alle lige havde overlevet Roskilde 08 og som nu havde meget svært ved at overskue en 3 timer lang køretur hjem i en meget varm bus. Jeg vil tro at samtlige sæder i bussen bar på solbrændte kroppe som bare skreg efter et varmt bad og en ren seng (ja selv chaufførens vil jeg tro).