D
    T
    M
    S
til Roskilde Festival 2013 (29. juni - 7. juli)

Scener på Roskilde Festival

Læs beskrivelserne af alle scenerne på Roskilde Festival.

Foto: Per Lange

Apollo – platform for elektronisk musik

Den elektroniske musik er hovedfokus på Apollo. Med en ny elektronisk scene fortsætter Roskilde Festival en tradition, som strækker sig helt tilbage til begyndelsen af 90’erne.

Mange elektroniske navne befinder sig i en slags gråzone, hvor det er svært at vurdere, om et givent act er live eller dj. Ikke mindst til denne type kunstnere har vi nu et velegnet scenerum. Med Apollo har festivalen nu en fleksibel udendørsscene, der både kan håndtere mindre, indadvendte elektroniske navne og et større, feststemt publikum.

Allerede under festivalens første dage kan man opleve elektronisk musik med Roskilde Festivals kvalitetsstempel. Apollo Countdown spiller i de samme dage som Pavilion Junior, i traditionen fra selvsamme scene fokuserer vi overvejende på nordeuropæiske kunstnere. 

Fakta:
Oprettet: 2012
Open air scene
Kapacitet: 5000 (under wam-up: 3000-5000)

[til toppen]

Foto: Michael Saly

Pavilion – den lille rockscene på Roskilde Festival

Pavilion rummer alt fra skrøbelige guitarister til tung norsk heavy. Scenens størrelse gør den ideel til at præsentere spændende navne fra undergrunden og de mere smalle hjørner af musikscenen.

Udgangspunktet for Pavilion er at skabe så åben en scene som muligt. Derfor er scenerummet skubbet et stykke frem i teltet, ligesom man er gået væk fra den klassiske firkantede scene. Begge dele giver bedre indsyn fra siderne, samtidig med at intimiteten forøges væsentligt, idet du kan komme helt tæt på kunstnerne. Scenen tilbyder optimale vilkår for de nye og spændende navne, som Roskilde Festival sætter meget fokus på, og scenen har gennem årene givet mange uforglemmelige koncertoplevelser.

Oprettet: 2003
Telt: Blå teltdug, 1.134 m2
Kapacitet: 2.000 personer

[til toppen]

Foto: Christian Hjorth

Pavilion Junior – morgendagens navne i dag

I løbet af festivalens fire warm-up-dage spiller nordiske, upcoming-navne på Pavilion Junior, som udgør et springbræt for kommende stjerner.

Pavilion præsenterer lovende, primært nordiske kunstnere i løbet af festivalens fire første dage under navnet Pavilion Junior. Pavilion Junior, som indtil 2005 hed Campingscenen, udgør sammen med Apollo Countdown Roskilde Festivals musiktilbud de første fire dage. Ud over at det er en lille scene, er det den eneste scene på festivalen, der spiller fra søndag til onsdag, inden selve festivalpladsen åbner. Her kan du høre morgendagens navne, mens de stadig er for små til de store scener på festivalen. Scenen har fungeret som afsæt for bands som Oh No Ono, Nephew, When Saints Go Machine, The Asteroids Galaxy Tour, Kellermensch og Saybia.

Oprettet: 2000
Telt: Blå teltdug, 1.134 m2
Kapacitet: 2.000 personer

[til toppen]

Foto: Christian Hjorth

Cosmopol – verdensbyen i Roskilde

Cosmopol er storbyen, både i lyd og lys. Både New Yorks eller Buenos Aires’ evige liv og mange lys i natten, men også Rio de Janeiro og Addis Ababa med deres slumkvarterers rastløshed og energi.

På Cosmopol kan man opleve den rå, fragmenterede og frem for alt pulserende stemning fra den moderne storby.

Den musik, der præsenteres på Cosmopol, er ikke urban musik i traditionel mainstream forstand. Navnene hentes fra f.eks. den profilstærke del af hiphop og R&B, den udadvendte del af elektronisk musik og den storbyorienterede del af verdensmusikken.

For at skabe en 'urban' stemning er der på Cosmopol stort fokus på at integrere scenen, teltudsmykningen og området umiddelbart uden for teltet. I teltet gør vi brug af skarpe og nyskabende lyd- og lyseffekter for at skabe en oplevelse for både øret og øjet. Endeligt byder området uden for teltet – byrummet – på kreativitet, aktivisme og leg.

Oprettet: 2003
Telt: Blå teltdug, 3.468 m2
Kapacitet: 6.000 personer

[til toppen]

Foto: Thomas Kjær

Odeon – bæredygtig, rå rockscene

Det spartanske udtryk på Odeon giver en direkte og usminket koncertoplevelse.

Odeon danner med få hjælpemidler rammen om koncerter med bands, der skal opleves ansigt til ansigt – måske for sidste gang inden de bliver for store til at kunne opleves helt på nært hold.

Det nøgne og rå er overskriften. Både hvad indretning og udsmykning angår. Scenens dominerende farve er sort, ligesom stål og lysbroer er synlige for publikum. Dette spartanske grundudtryk giver et meget direkte møde med kunstneren i al sin umiddelbare, musikalske pragt – hvad enten genren er metal, pop eller noget helt tredje.

Odeon er den klassiske rockscene med plads til meget mere end rock. Der er rigelig luft omkring scenen, så den selv med det helt store fremmøde er i stand til at sikre plads for alle til at udfolde sig i.

Den mellemstore scene er samtidig Sustainable Stage, da vi primært bruger energibesparende LED-belysning, engagerer folk omkring scenen i miljøarbejdet og har fokus på økologi og bæredygtighed i hele det omkringliggende handelsområde. 

Oprettet: 2003
Telt: Hvid teltdug, 1.922 m2
Kapacitet: 5.000 personer

[til toppen]

Foto: Thorbjørn Hansen / Rockphoto

Orange Scene – over 30 år i canopyens klæder

Orange Scene er Roskilde Festivals vartegn og har været det siden 1978. Den orange canopy er oprindeligt designet i England til brug for Rolling Stones sommerturné i 1976. Det nuværende scenetelt er en ny og større udgave fra 2001.

Orange Scene kan huse de rigtig store navne. Igennem årene har kunstnere som Bob Marley, U2, Bob Dylan, Metallica, Nirvana, Radiohead og Rage Against the Machine spillet på scenen. Scenen og området foran den egner sig perfekt til de store stadionkoncerter og kan rumme op til 60.000 publikummer. To 50 m2 storskærme sørger for, at alle kan følge med og et specialdesignet pit-system foran scenen gør, at alle kan få en god og sikker koncertoplevelse.

Efterhånden er produktionerne på scenen blevet større. Og på trods af hovedscenens særegne konstruktion opstår der år efter år nye mindeværdige kapitler i Orange Scenes legendariske historie. Som alle andre af festivalens scener satser vi på branchens bedste lyd og lys, og den ikoniske scene beviser hvert år sin fortsatte formåen med stadig mere spektakulære produktioner.

Oprettet: 1978
Telt: Orange Canopy, 1.200 m2 (scenedæk)
Kapacitet: 60.000 personer

[til toppen]

Foto: Jacob Dinesen

Gloria: Det intime, skæve og afdæmpede rum

Miniscenen tager hånd om alt det, som drukner i for store publikumsmængder

Gloria er Roskilde Festivals satsning for de helt små navne, et sted hvor musikkens intimitet skal få dig til at holde vejret tilbage. Gloria er ikke nogen festscene med bredt velkendte navne. I stedet er scenen indrettet til intime oplevelser kunstner og publikum imellem. Genrerne kan strække sig fra den stilfærdige vellyd over mod det abstrakte, fra sfæriske electronica-soundscapes til stille akustisk musik, med plads til det lejlighedsvise tordenskrald i form af spartansk støjrock og kras avantgardejazz. 

Oprettet: 2011

Kapacitet: 1000

[til toppen]

Foto: Rune Johansen

Arena – koncertsal i kæmpestørrelse

Arena er festivalens største koncertsal.

Arena danner rammen om de store ”indendørs” koncertoplevelser, hvor musikken bedst fylder et overdækket rum. Det markante telt har haft forskellige farver gennem årene, men altid samme placering i festivalpladsens sydøstlige hjørne.

Roskilde Festivals intime storscene rummer alle musikgenrer under teltdugen. Så forskellige navne som Artur Rubinstein Philharmonic og Kraftwerk har optrådt på Arena, der trods det kæmpestore telt tillader en overraskende fortrolighed og intimitet mellem kunstner og publikum.

Scenen blev oprettet i 1986 under navnet Grøn Scene, men da den grønne teltdug forliste i 2000, tog scenen i 2003 navneforandring til Arena. Teltet er lejet i England og dets daglige navn er ”Valhalla” – ikke helt ved siden af den fornemmelse publikum oplever under dugen.

Oprettet: 2003 (1986 som Grøn Scene)
Telt: Gråog blå teltdug, 6.450 m2
Kapacitet: 17.000 personer

[til toppen]

E-mail
Adgangskode
Husk mig
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.