torsdag 20.06.13

Smarte, sjove og vanvittige affaldsløsninger efterlyses

Det går fremad, men målet om en Roskilde Festival uden skrald er stadig en plet i horisonten. Mange af os glemmer fortsat vejen til skraldespanden, når først festen kører i femte. Men hvordan ændrer vi affaldsmentaliteten? Deltag i diskussionen på rethinkroskilde.com.

Måske er det sjovt de første fem gange. Men vejen ud af teltet behøver ikke nødvendigvis være en forhindringsbane af dåser og halvspist dåsemakrel, der optager det meste af dit fortelt. Med lidt hjælp fra dig og dine venner kan turen ud af teltet og hele vejen til toilettet blive en sand afryddet fornøjelse.

Sidste års affaldstiltag var en succes, og i år udvides indsatsen mod emballage og teltstænger på afveje. For at gøre det endnu nemmere for dig at udvise god skraldemanér, kan du forvente nye Clean-områder, flere skraldespande og skraldepunkter, hvor skraldebilen dagligt læsser på. Det bliver en opgave for alle at følge de nye tiltag til dørs, men du kan sagtens gøre mere:

De bedste ideer kommer fra jer
Fornuften tager ofte en afstikker, når teltet kommer på græs, musikken spiller og alkoholen sætter ind. Andre gange fremavler de særlige omgivelser et væld af ideer.

Det var tilfældet, da en frisk fyr sidste år indsamlede underskifter i Silent & Clean-området, fordi han mente området var blevet for stille. Det lagde en dæmper på hans oplevelse, og han besluttede sig for at gøre noget ved det. Ikke alene fik han opbakning af sine naboer og festivalen, men han gjorde også Roskilde Festival opmærksom på behovet for en Clean only camp.

Rethink Roskilde på nettet
Når vi velvilligt overlader den form for tillid og ansvar til jer, så kræver det dialog. Derfor inviterer festivalen dig til at dele ideer og tanker om ikke bare bæredygtighed & miljø, men også medskabelse, kunst, mad, musik og kun fantasien sætter grænser.

På Roskilde Festivals diskussionsforum for udvikling af Roskilde Festival, rethinkroskilde.com, kan alle uploade ideer og deltage i diskussioner om Roskilde Festival i fremtiden – 2013, 2015 eller 2020. Her bestræber vi os på at gøre vejen fra ide til projekt glat og effektiv. Du kan også bare læse om de mange nye initiativer, tanker og ideer, der skal løse udfordringer på Roskilde Festival for fremtiden.

Foto: Khanh Gia Nguyen
Tilbage
Tilmeld dig nyhedsbrev
 
 
 
 
 
E-mail
Adgangskode
Husk mig
Glemt password?
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Dette site anvender cookies.
Læs mere om brugen...