D
    T
    M
    S
til Roskilde Festival 2014 - 29. juni til 6. juli

”Fordi jeg ikke kan lade være”

Lærke Winther, 24 år, årsfrivillig gruppeleder, områdekoordinator og logistikansvarlig for Handelsskolen, studerer til daglig til revisor.

Det er fjerde år, at Lærke er årsfrivillig, men blot andet år, at hun er ansvarlig for Handelsskolen. Trods sin unge alder, har hun et enormt stort ansvar, som hun nyder at have. ”Det er fedt, når tingene klapper og går op i en højere enhed. Især i så stor en organisation, hvor man ikke altid står først i køen. Det fede ved Roskilde Festival er, at man hurtigt kan få meget ansvar under frihed, hvis man viser, at man kan løfte en opgave. Der er plads til nye unge kræfter, som vil knokle røven ud af bukserne,” siger Lærke.

Men hvad er det, der får Lærke til at bruge så meget af sin fritid på at lave Roskilde Festival? Selv siger hun, at hun elsker at være med til at bygge en kæmpestor begivenhed op og være en del af maskinen.
”Det kræver jo rigtig meget nødvendigt arbejde bag kulisserne at lave så stor en festival. Jeg kan godt lide, at mit arbejde er vigtigt og nødvendigt, så tingene går mere effektivt,” fortæller hun.

En gang festival – altid festival
Lærke har fået Roskilde Festival ind med modermælken, og er kommet på festivalen siden hun sad i klapvogn. Begge hendes forældre har selv været frivillige, og Lærkes mor er da også på oprydningsholdet i år, mens hendes far har tiltusket sig en billet.

”Jeg starter så småt med at planlægge festival i december. Holder møde med de daglige ledere af Handelsskolen og Roskilde Festivals ledelse om det kommende års festivals mål og retningslinjer,” siger Lærke og fortæller, at hun allerede i januar lægger budget, holder møde med sektionsledere og begynder at rekruttere vagtfolk til caféen og skranken på Handelsskolen. Derfra kommer der flere og flere opgaver, som løbende løses og planlægges som for eksempel overnatningsplan og indrykningsplan på skolen. Ugerne op til festivalen er fuldtidsarbejde og kræver omkring seks timers dagligt arbejde.

”Det kan godt være hårdt, mens jeg læser til eksamen, men så sætter jeg formiddag og eftermiddag af til eksamenslæsning og bruger aftenen på at besvare mails og planlægge,” forklarer Lærke, der ikke vil undvære det frivillige arbejde. Heller ikke når hun er færdig med at studere, selv om det måske kan være svært at få til at passe med et fuldtidsarbejde. ”Jeg vil blive ved med at lave festival, fordi jeg ikke kan lade være. Det er fedt at have så
meget ansvar og det er det, der driver mig. Jeg kan ikke forestille mig at være andre steder end her på det her tidspunkt,” siger Lærke med et stort smil.

E-mail
Adgangskode
Husk mig
Glemt password?
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Dette site anvender cookies.
Læs mere om brugen...