Lotte Fjeldsted, årsfrivillig gruppeleder af Renovation og Efteroprydning, arbejder til daglig som miljøingeniør for affalds- og energiselskabet Kara/Novoren.

”Jeg koordinerer skraldearbejdet og efteroprydningen. Jeg vil gerne bruge min viden om miljø og affald, så det er oplagt, at jeg har ansvaret for skraldearbejdet,” siger Lotte, der er uddannet miljøingeniør og har skrevet speciale om affaldshåndtering og affaldssystemer.

Lotte er kvinden, der sørger for, at der er sat containere op, leverer skraldespande til boder og på vejene på campingområdet og festivalpladsen. Hun får aftaler i hus med renovatører og gør en dyd ud af, at pladsen skal være ren, når de sidste skraldemænd forlader området efter festivalen. Lotte har været ansvarsperson for skraldet siden efteråret 2009 efter at have været 24-timers frivillig i billetkontrollen nogle år, men det syntes hun var for kedeligt.
Det er meget mere interessant at bruge sin hjerne på festivalen, mener hun.

Skraldenørd
Lotte indrømmer gerne, at hun er lidt af en nørd inden for sit felt: ”Man kan nok godt sige, at jeg er lidt nørdet, for jeg bruger både min arbejdstid og fritid på at have med skrald at gøre. Jeg taler skraldesproget, kender fagtermerne og har derfor nemt ved at stå med overblikket over skraldesituationen ,” forklarer Lotte.

Hun er helt fremme i skoene, når det kommer til regler for, hvordan de mange tons skrald skal håndteres. ”Roskilde Kommune er meget opmærksom på, at der er krav og regler for, hvordan vi håndterer affaldet, og de krav skal festivalen leve op til. Jeg er inde i lovgivningen omkring de forskellige skraldetyper, og den er faktisk mere kompliceret end som så,” siger Lotte og fortæller blandt andet, at det brandbare skrald skal afleveres i Roskilde Kommune og ikke må køres andre steder hen, for sådan er loven. Desuden er der særlige regler for det genanvendelige affald, batterier og metal.

Skraldeaftaler
”Jeg synes jo, at det er sjovt at sikre, at det gøres rigtigt,” siger Lotte, der bruger sin ferie og afspadsering på at være frivillig og lave festival. Det bliver hurtigt til rigtigt mange timer og arbejdet foregår hele året rundt. Efter festivalen skal der laves evalueringer, i efteråret lægges der planer for forbedringer, og i foråret skal der laves skraldeaftaler med alle de forskellige sektioner og afdelinger, der har brug for containere og skraldespande.

Men Lotte vil også have tid til musikken på festivalen, for det skal der være plads til – både for hende selv og hendes medarbejdere. ”Det skal være sjovt at være på festival, så derfor prioriterer jeg også at få tid til min kæreste, mine venner og at høre koncerter,” siger Lotte, der holder til i en grå container på Servicegaden ved siden af Sovebyen. Da hun går rundt foran sit kontor peger hun på græsset, hvor det flyder med nogle små stykker plastic: ”Der
er skrald overalt. Ikke engang medarbejderne kan finde ud af at rydde op efter sig selv. Mendet er selvfølgelig ingenting i forhold til inde på pladsen.”

E-mail
Adgangskode
Husk mig
Glemt password?
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Dette site anvender cookies.
Læs mere om brugen...