D
    T
    M
    S
til Roskilde Festival 2014 - 29. juni til 6. juli
Foto: Maria Skjerbæk

Roskilde Festival for hele familien

Den 21-årige risottosælger Amalie Bjørnskov Madsen har fået Roskilde Festival ind med modermælken. I naboboden er ægteparret Erik og Maibritt Johansen sikre på, at deres børn vil føre traditionerne videre. Foreningsfrivillighed på Roskilde Festival er for hele familien.

Der er ikke mange kunder hos RockʼnʼRisotto. Kampen om de sultne festivalgæsters gunst er hård, og her hjælper ingen kære mor. Slet ikke når den kære mor står i festivalens anden ende og sælger t-shirts i Merchandiseboden. ”Jeg føler ikke rigtig den samme tilknytning til risottoboden. Jeg ville egentlig hellere arbejde i Merchandise,” fortæller Amalie. Det lyder ikke som den arketypiske teenager, for hvem en festivalsuge skulder om skulder med familien ville være noget nær utåleligt. Men faktisk er rigtig mange familier fælles om festivalarbejdet.

Lokale foreninger
Flere familier kommer med via en forening med tilknytning til lokalmiljøet. Erik og Maibritt, der bor klods op ad festivalens nordligste udgang, står i den KFUM-drevne kiosk, Shop Non Stop, der har seks butikker på campingområdet og en på festivalpladsen. Deres yngste søn spiller fodbold i KFUMʼs boldklub og arbejder sammen med sine forældre i boden. ”Det er lidt som en familieferie. Og så er det godt for KFUM - vi vil gerne støtte klubben,” forklarer de.

Mere end en billig billet
For den yngre generation er de 3 gange 8 timers vagter umiddelbart en billig adgang til festivalen. ”Det er fede penge at spare,” fortæller Amalie, og Erik og Maibritt tilføjer, ”Vores søn er i pengenød, så for ham er det en billig billet.” Men det er også ønsket om en anderledes familieferie og om at holde traditioner i hævd.

”Jeg bor i lejr med mine gymnasievenner, men det kan være rart med en pause fra camplivet, og der er det hyggeligt at være sammen med familien. Det er jo også en tradition, og vi vil gerne følge vores forældre.” fortæller Amalie. Og fra forældrene lyder det: ”Vi vil også blive ved at være her, så længe børnene er her. Det har bidt sig så meget fast at være frivillig, at vi nok vil blive ved at hjælpe til på en eller anden måde.”

Skrevet af Sofie M. Hansen

E-mail
Adgangskode
Husk mig
Glemt password?
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Dette site anvender cookies.
Læs mere om brugen...