D
    T
    M
    S
til Roskilde Festival 2014 - 29. juni til 6. juli
foto: Elina Carlstei

Green Camps

I 2012 vil du kunne finde seks Green Camps på Roskilde Festival, som på hver deres måde viser, hvordan man kan have en grøn tilgang til at tage på festival. De vil være spredt ud på campingområdet og være de grønne ambassadører, som igennem deres fede camp vil give campinglivet en grøn vibe.

De seks Green Camps er vidt forskellige, der vil være alt fra store energibesparende musikanlæg, Pimp’ur’bike station og skraldesortering til bæredygtig hårstyling.

Fælles for alle Green Camps er, at de laver fede aktiviteter, hvor du kan være med.

Green Camps udviser altid en enorm kreativitet i forhold til, hvordan det grønne budskab er en del af deres lejr, men følgende dogmer skal overholdes:

  • Hold jeres lejr ren og efterlad jeres lejrplads ligeså ren, som I fandt den
  • Lav aktiviteter under festivalen, der sætter fokus på jeres grønne tankegang
  • Synliggør at jeres lejr er en Green Camp
  • Hav det sjovt – det er jo Roskilde Festival

 

Årets Green Camps er:

Camp Ø.L. er en sportslig lejr, der på dette års Roskilde vil afvikle en lang række Ølympiske discipliner.Deres helt store mærkesag er genbrug. Campens medlemmer går i genbrugstøj, afleverer alle deres dåser til genbrug og afleverer også det campingudstyr de ikke tager med hjem. Camp Ø.L. laver selv deres mad, så de kan mindske deres madspild.

Zenz Camp er noget så utraditionelt som en økologisk frisørcamp. De vil gerne gøre festivaldeltagerne lækre på den grønne måde, når de tilbyder styling og laver modeshow. Her er der mulighed for at få en god omgang grøn wellness. Campens deltagere cykler til festivalen og kører på solenergi under festivalen.

Positive Energy Camp har fokus på bæredygtig energi. Her bliver der festet med lavenergi lys- og lydsystem, så miljøet ikke belastes mens du fyrer den af. Positive Energy Camp er nemme at kende på deres store hvide dome og vindmølle. Så her kan der danses på ægte grøn vis.

Hum-tek Camp går op i affaldssortering og spild. Her kan du skyde til måls med skrald og sortere dit affald. Hum-Tek Camp indbyder til ABC (Anything But Clothes), hvor det handler om at være opfindsom med påklædningen.

Se mere på: https://www.facebook.com/HumTekCamp

Roskilde Open er en flok glade grønne tennisdrenge. Her er det vigtigt at have det sjovt og så samtidig være grøn. Der er lagt op til grøn quiz og fest med solenergidrevet anlæg. Og hvis du går og drømmer om at bygge dit eget grønne anlæg, så hjælper campens medlemmer gerne.

Se mere på: https://www.facebook.com/roskildeopen

Sygklister Green Camp lever under mottoet: Re-cykling is sexy. Her kan du pimpe din cykel og deltage i cykelstafet – ja kort sagt er cyklen i centrum i denne Green Camp. Så det er her du skal kigge forbi, hvis du også synes at cyklen er det fedeste grønne transportmiddel.

Se mere på: https://www.facebook.com/Sygklister

Kig efter Green Camp flaget på campingarealet og besøg din lokale Green Camp for at mærke den lækre grønne stemning.

Hvordan kan du være grøn?

Her kan du få grønne tips til, hvordan du kan tage dine egne green footsteps allerede nu.

Et green footstep er en handling, der viser, at du aktivt tager stilling til de klima- og miljømæssige udfordringer, verden står overfor.

Her er eksempler på hvordan du kommer godt i gang med at tage dine første green footsteps:

Brug stofnet til indkøb
Hvis du bruger et indkøbsnet af stof i stedet for at købe plastikposer, når du handler, skåner du både miljøet og din pengepung. To ugentlige ture i supermarkedet med net sparer miljøet for ca. 8 kg CO2 og din pengepung for over 250 kr. om året.

- Hiv stikket ud
Roskilde Festival kræver energi – men hvis du og alle dine med-festivalister slukker for stand-by strømmen derhjemme, inden du tager på festival, så sparer vi den mængde energi, der bliver brugt under hele festivalen.

Kollektiv trafik
Ved at benytte kollektiv trafik er du med til at nedsætte din udledning af CO2, og endnu bedre hvis du springer på cyklen frem for at tage bilen.

Spis lokale varer
Ved at købe varer der er produceret i Danmark frem for ting fra andre verdensdele, sparer du store mængder CO2, der ellers ville være udledt under transporten.

Flaskepant
Husk at de fleste flasker og dåser kan genanvendes, så find en container eller pantautomat frem for at smide dem i skraldespanden. I nogle supermarkeder, kan du som en ekstra grøn bonus donere din flaskepant til velgørende organisationer.

E-mail
Adgangskode
Husk mig
Glemt password?
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Dette site anvender cookies.
Læs mere om brugen...