Act fair – trade fair

humantohuman er idéen bag Roskilde Festivals humanitære fokus. Festivalens publikum hjælper mennesker i nød andre steder i verden: fra ét menneske ti l et andet – human to human.

Hvert år vælger vi et overordnet tema, og inden for rammerne af dette får publikum mulighed for at tage stilling til et humanitært problem. Samtidig kan de donere deres pant til et projekt relateret til det humanitære fokus.

humantohuman ’07 sætter fokus på fair trade som et middel til forebyggelse af fattigdomsflygtninge fra Afrika til EU. Ved at skabe muligheder for, at mennesker kan tjene en indkomst i deres eget land, forhindrer vi, at de bliver nødt til at flygte for at overleve.

Tusindvis af mennesker migrerer hvert år til Europa, fordi de tror på, at mulighederne for et bedre liv findes her. En stor del af disse er fra Afrika, og mange dør i forsøget på at komme herop. De rejser bl.a. fordi manglen på beskæftigelse i Afrika er et enormt problem. Arbejdsløsheden i Afrika er steget med 35 procent i de sidste 10 år, og otte ud af ti mennesker tjener mindre end 12 kroner om dagen.

Afrika kan ikke handle, fordi kravene om handelsliberaliseringer har tvunget dem til at åbne deres økonomier – mens f.eks. EU fortsat fører et protektionistisk og lukket støttesystem, som forhindrer Afrika i at handle på lige vilkår.

Vi kan ikke isolere os fra resten af verden. Hvis ikke vi hjælper Afrikas unge med bistand, handel og flere jobs, hvor de bor, vil flygtningestrømmene blot øges, og vi må i stedet løse problemet foran vores egen gadedør. Fair trade kan være med til at give afrikanere et reelt valg mellem at blive eller at rejse.

I forbindelse med årets fokus arrangerer vi en humanitær pantindsamling, hvor publikum kan donere deres flaske-, dåse- og glaspant til de ca. 700 frivillige pantindsamlere på festivalområdet. Ved at donere pant er publikum med til at hjælpe fattige landmænd i Malawi. Gennem uddannelse og redskaber, får de mulighed for at opbygge en konkurrencedygtig produktion, der kan hjælpe dem til flere muligheder.

Hvert år samarbejder vi med en humanitær organisation om det humanitære fokus. Derved sikrer vi, at de indsamlede midler kommer ud til relevante projekter og bruges hensigtsmæssigt. Siden 2002 har Roskilde Festival samarbejdet med Folkekirkens Nødhjælp om humantohuman.

The African Trade Story

”The African Trade Story” er humantohumans kampagnefilm til årets humanitære fokus.

E-mail
Adgangskode
Husk mig
Glemt password?
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Dette site anvender cookies.
Læs mere om brugen...