ROSKILDE FESTIVAL GIVER 1,9 MIO. TIL DANMARKS INDSAMLING
Roskilde Festivals frivillige og publikummer har været med til at sikre et af de største bidrag til Det nye Afrika. Lørdag aften skrev Roskilde Festival en check på 1.899.128 kr. til Danmarks Indsamling på baggrund af alle deres bidrag. Og forinden havde Foreningen Roskilde Festival doneret 1,5 mio. kr. til African Youth Panel, der arbejder for fremtidens Afrika.

Allerede inden Roskilde Festival satte gang i indsamlingsstafetten til fordel for Danmarks Indsamling, var festivalens frivillige og publikummer med til at støtte Det nye Afrika med 1,5 mio. kr. Foreningen Roskilde Festival donerede nemlig en del af overskuddet fra sidste års Roskilde Festival til African Youth Panel (AYP), som arbejder for at forbedre og udvikle Afrikas unges muligheder. Se video om AYP.

Fordobling blev til firdobling blev til...
I løbet af den sidste uges tid har Roskilde Festivals publikum og frivillige så også samlet intet mindre end 143.641 kr. ind til Danmarks Indsamling 2011. Via sms, web, Facebook og mail plus torsdagens store mini-festival på Nytorv i København.

I Danmarks Indsamlings bedste sendetid lørdag aften gik Roskilde Festival på scenen for at overrække penge til værten Puk Elgård. Som lovet fordoblede festivalens talskvinde Christina Bilde det indsamlede beløb til 287.282 kr.

Men indsatsen stoppede ikke her. Festivalens bestyrelsesformand Steen Jørgensen firdoblede beløbet til 1.149.128 kr. Og fordi bidragene blev ved med at tikke ind til festivalens indsamling selv i de sidste timer, tog bestyrelsen en hurtig beslutning: At donere 10 kr. for hver billet, der blev solgt til sidste års festival. Efter denne opadgående talspiral kunne Roskilde Festival dermed med stor tilfredshed donere 1.899.128 kr. til Danmarks Indsamling.

Aftenens største bidrag
Det er første gang, Roskilde Festival giver et beløb af denne størrelse til Danmarks Indsamling. Teknisk set blev Roskilde Festivals bidrag endda aftenens største. A.P. Møller-Mærsk og smykkefirmaet Pandora gav hver især 2 millioner, men Roskilde Festival stillede gratis med et hold frivillige til sceneopbygning m.v. i TAP 1, hvor koncerterne med The Streets, Veto og Turboweekend m.fl. blev afholdt. Og de frivilliges arbejdstimer har en værdi af min. 125.000 kr. ...


To af Camp Feel Goods tenorer giver en sang for Afrika. Roskilde Festival donerede 500 kr. pr. sang til Danmarks Indsamling. Foto: Marie Á Rogvi.
 
 


Vi ses på Roskilde Festival 30. juni - 3. juli 2011 (warm-up 26. - 29. juni).

Billetsalget til Roskilde Festival 2011 er startet. KØB DIN BILLET HER