Punk, metal og hardcore til Roskilde Festival
Beatsteaks, Eyehategod, Iceage og Terror føjes til plakaten.

Roskilde Festival går til stålet i denne uge. Dagens musiknavne har bl.a. energien, kropsligheden og elguitaren til fælles. Navne som disse er med til at gøre Roskilde Festival til en højborg for elskere af den hårde og støjende musik.

BEATSTEAKS (DE) er et kæmpefænomen i Tyskland og store dele af Europa – nu står Skandinavien for tur. De tyske publikumsfavoritter spiller engelsksproget punk med afstikkere til hardcore, power pop og ska, altid med bred musikalsk orientering, melodisk tæft og humor. Bandets nye plade udkommer dette forår, og trods international pladekontrakt er bandet lige så tæt på rødderne, som da de indledte karrieren i 1995.

EYEHATEGOD (US) er vidt berømmede og elskede for deres sydstatsdrævende opdatering af Black Sabbath og Melvins. Nu melder de klar med første studieplade siden Confederacy of Ruined Lives fra 2000. Eyehategod rusker ørerne med en omgang slæbende drøjmetal – dette er noget af den allermest sumpede og forpinte lyd, Sydstaterne har fostret.

ICEAGE (DK) indtog Pavilion Junior allerede sidste år med deres skramlende postpunk. Bandets første fuldlængde bekræfter fuldt ud de tidlige forhåbninger. Danske anmeldere jubler over New Brigade, en formørket postpunkplade fuld af skærende guitarer, snublende trommer og apatisk undergangslyrik. Fire purunge drenge har sat dagsordenen for dansk punk i 2011.

TERROR (US) inkarnerer hardcore-livsstilen med deres langefinger til ca. 95 % af den omkringliggende verden. Deres kompromisløse, back-to-basics hardcore er gengivet på bl.a. Keepers of the Faith fra 2010, men en af Terrors væsentligste målsætninger er den dampende menneskemængde. De fem californiere er ikke ude på at opfinde dybe tallerkner – rigelige mængder af adrenalin, kropsvarme og begejstring nede blandt publikumsrækkerne ligger meget højere på deres dagsorden.

SE BANDLISTE

Anderledes toner på vej
Hvis man ikke er til tråd og testosteron, skal man ikke føle sig snydt. Roskilde Festival arbejder på en lang række spændende bands og artister, heraf rigtig mange der aldrig kunne drømme om at (mis)bruge deres instrumenter på samme måde som dagens bands.

 
 


Vi ses på Roskilde Festival 30. juni - 3. juli 2011. Warm-up 26. - 29. juni.
Camping åbner 25. juni kl. 18:00.

DOWNLOAD HØJOPLØSELIGE FOTOS FRA ROSKILDE FESTIVALS PRESSESIDE