Roskilde Festival: 17,5 mio. kr. skal nu doneres til velgørenhed
Tirsdag aften godkendte Foreningen Roskilde Festivals medlemmer foreningens regnskab på den årlige generalforsamling. Herefter kan et overskud på 17,5 mio. kr. skabt på Roskilde Festival 2010 doneres til velgørende formål.

Det var en stolt bestyrelse, der tirsdag aften kunne fremlægge det næstbedste økonomiske resultat i Foreningen Roskilde Festivals historie.

17,5 mio. kr. er resultatet fra den solrige og udsolgte festival i 2010.

Foreningen Roskilde Festival arrangerer hvert år Roskilde Festival med det formål at støtte humanitære og kulturelle initiativer. Bestyrelsen skal nu i gang med at udlodde overskuddet fra 2010, hvilket pga. festivalens momsfritagelse skal ske inden afholdelsen af festivalen i 2011.

Det er de frivilliges fortjeneste
”Vores 28.000 frivillige har igen lagt et fuldstændigt ubeskriveligt arbejde i at stable en fantastisk festival på benene. Det er deres fortjeneste, at Roskilde Festival overhovedet findes, og at vi i bestyrelsen nu kan donere 17,5 millioner kroner til velgørenhed,” siger Steen Jørgensen, formand for Foreningen Roskilde Festivals bestyrelse.

Gennem årene har Foreningen Roskilde Festival genereret ca. 155 mio. kr. til velgørenhed.

Godkendt som indsamlingsorganisation
I sin beretning fra generalforsamlingen fortalte Steen Jørgensen også, at foreningen har fået det blå stempel af SKAT som en humanitær og almennyttig indsamlingsorganisation. Godkendelsen efter ligningslovens § 8A betyder bl.a., at foreningen nu er juridisk godkendt til at arrangere indsamlinger. Netop i øjeblikket afholdes foreningens første indsamling på hjemmesiden roskilde-festival.dk.

Her går pengene går til hjemløseorganisationen Projekt Udenfor.

Foreningen Roskilde Festivals bestyrelse består efter generalforsamlingen af Steen Jørgensen (formand), Hanne Lumholt (næstformand), Michael Røscher, Trine Bechmann Henningsen, Kim Ove Olsen og Birgitte Bech Gandløse.

Om Foreningen Roskilde Festival
Foreningen Roskilde Festival er arrangør af Roskilde Festival og en del af Roskildegruppen. Foreningen har til formål at støtte initiativer, der er til gavn for børn og unge, samt at støtte humanitært og kulturelt arbejde. Foreningens arbejde er uafhængigt af partipolitik og har ingen geografiske grænser.

Yderligere information
Christina Bilde, talskvinde
M: christina.bilde@roskilde-festival.dk
T: 46 36 66 13

 
 


Vi ses på Roskilde Festival 30. juni - 3. juli 2011. Warm-up 26. - 29. juni.
Camping åbner 25. juni kl. 18:00.

DOWNLOAD HØJOPLØSELIGE FOTOS FRA ROSKILDE FESTIVALS PRESSESIDE