TV On The Radio til Roskilde Festival 2011
Det amerikanske band føjes til hovedprogrammet sammen med Alcoholic Faith Mission og Per Vers. På Pavilion Junior-programmet tilføjes 4 Guys From The Future, Essence og Reptile & Retard.

I dag byder Roskilde Festival på tre navne til festivalprogrammet og tre navne til Pavilion Junior, scenen for upcoming musik. Dagens musikpakke ledes an af et Brooklyn-band, som i den grad har sat sit præg på den alternative musikscene, siden de først gav lyd fra sig i 2003.

TV ON THE RADIO (US) formår som få andre at balancere rock, soul, funk og post-punk og at blande eksperimenter med ørehængere med et stående bifald til følge fra såvel musikfans som -kritikere. I løbet af fire plader har TV On The Radio udviklet og forfinet deres udtryk – og seneste plade, Nine Types of Light, viser et band, der ikke er bange for festlige facetter. I David Sitek har bandet en mesterlig lyd-arkitekt, som skaber dybde i de mange musikalske lag. Men når TV On The Radio træder på scenen, viser de sig først og fremmest som et svedende intenst rockband.

Dagens musikpakke byder også på et par danske navne til festivalprogrammet, som spiller 30. juni til 3. juli.

ALCOHOLIC FAITH MISSION (DK) lyder som en hær af håbløse romantikere bevæbnet med trommemaskiner og akustiske guitarer. Udlandet har allerede fået ørerne op for den danske gruppe. Oplev hvad der med al retfærdighed burde blive den næste store danske indie-eksport.

PER VERS (DK) er et dansk rap-ikon på toppen af sit game. Han har netop udgivet albummet Ego, hvor han går ombord i mere tænksomme emner som familie, følelser og forhold. Live er Per Vers et kapitel for sig; hans karisma indfanger alle i sceneteltet – både dem som har set lyset, og dem som kommer til det.

Musik på Junior
Roskilde Festival mangler også at fylde de sidste pladser ud på Pavilion Junior, som spiller i festivalens warm-up-dage fra 26. til 29. juni. I dagens pakke følger tre danske tilføjelser på scenen.

4 GUYS FROM THE FUTURE spiller kringlet art-pop med nik mod både USA og England, ESSENCE kaster sig ud i hurtig og hård thrash-metal med både kompleksitet og dybde, mens REPTILE & RETARD leverer hårdtpumpet elektropop med en energi, der kan få de fleste til at hive efter vejret.

SE BANDLISTEN

 
 


Vi ses på Roskilde Festival 30. juni - 3. juli 2011. Warm-up 26. - 29. juni.
Camping åbner 25. juni kl. 18:00.

DOWNLOAD HØJOPLØSELIGE FOTOS FRA ROSKILDE FESTIVALS PRESSESIDE