Kan du ikke se denne HTML mail?Klik her
Vestafrikanske toner til Roskilde Festival 2012
Terakaft og Boubacar Traoré slutter sig til musikprogrammet.

Dagens nye musikoffentliggørelser føjer Malis tonefarver til Roskilde Festivals musikprogram, der hermed får et endnu bredere globalt islæt.

TERAKAFT spiller hypnotisk ørkenrock fyldt med tørst, spiritualitet og flimrende elguitartoner. Bandnavnet betyder karavane på det blå folks, tuaregernes, sprog. Når man hører musikken, kan man næsten også mærke ørkensolen brænde ned over de indsvøbte bandmedlemmer. Terakaft er affilierede med Roskilde-favoritterne Tinariwen, der spillede på Roskilde Festival for første gang i 2001. Roskilde Festival er stolt over at udvide kendskabet til endnu et stort band fra Saharas sandede vidder.

BOUBACAR TRAORÉ er en vestafrikansk veteran, hvis status i hjemlandet er på niveau med Ali Farka Tourés. Med over 40 år på bagen Roskilde-debuterer Boubacar Traoré – der også har tilnavnet Kar Kar, 'dribleren', fra sin fodboldspillende ungdom – ikke én dag for tidligt. Faktisk er det en mindre legende, Roskilde Festival endelig kan tage stolt imod. Med en stemme, der lyder som langtidsmodnet i solen, spiller Traoré blues med den akustiske guitar som det primære akkompagnement.

Først med Malis bedste bands
Roskilde Festival ser det som et af sine fornemme privilegier at præsentere globale bands for publikum. Tinariwen spillede deres første koncert uden for Afrika på Roskilde Festival. Nu om dage turnerer de kloden tynd og er en af Nordafrikas mest succesfulde musikeksportvarer.

Mens Roskilde-gængere ser frem mod sommervarmen og de nye Sahara-favoritter Terakaft, vil Roskilde Festival gerne fejre ørkenbluesens globale sejrsgang og gøre opmærksom på Vega-koncerten med Tinariwen 23. april, som Roskilde Festival arrangerer i selskab med spillestederne Vega og Global.

Publikum kan vinde billetter til koncerten. For at komme i betragtning skal man vise festivalen sin lokale ørken.

Læs mere om konkurrencen

Vi ses på Roskilde Festival 5. - 8. juli 2012
(warm-up fra 30. juni til 4. juli)