Kan du ikke se denne HTML mail?Klik her
Roskilde Rising hjælper de unge bands på vej
Roskilde Rising er et nyt projekt, der faciliterer spændende møder mellem nyudklækkede bands og publikum.

Roskilde Festival har i mange år arbejdet for musikkens vækstlag. Med det nye initiativ, Roskilde Rising, tager festivalen et ekstra skridt i den retning.

Roskilde Rising er en paraplybetegnelse for forskellige aktiviteter. Sigtet er dog entydigt: Roskilde Festival vil hjælpe nye bands på vej.

”Som den førende musikfestival i Nordeuropa er det vores forpligtelse at tage den nye musik seriøst. Med Roskilde Rising ønsker vi at hjælpe med at give afsæt til de bands, som spiller på vores scene for ny musik, Pavilion Junior,” siger Roskilde Festivals booker Stefan Gejsing.

Koncerttilløb til Roskilde Festival
Junior-bands bliver bl.a. tilbudt koncerter i forårsmånederne inden festivalen, men der følger meget mere.

"Vi arbejder lige nu på nogle alternative aktiviteter, som kan styrke, fæstne og udvide bandenes tilstedeværelse på den nordiske musikscene. Her fokuserer vi især på mødet mellem band og publikum," siger Stefan Gejsing.

Med denne lille hensigtserklæring er Roskilde Rising kun i sin tidligste vorden. Hver artist på Pavilion Junior får tildelt en frivillig kontaktperson fra Roskilde Festivals netværk af frivillige, som i samarbejde med musikerne skal udarbejde måder for bandet at profilere sig på. Nye initiativer følger i en nær fremtid.

Første Junior-bands allerede offentliggjort via vækstlagets medier
I den forgangne uge blev den første store buket navne til Pavilion Junior offentliggjort. Det skete mod sædvane ikke med festivalens egen hjemmeside som den primære platform, men på forskellige, nordiske musikhjemmesider, som overvejende beskæftiger sig indgående med de helt unge skud på musikstammen.

Følgende bands er i den seneste uge blevet offentliggjort via en række nordiske musikmedier:

  • THE BEARDY DURFS (DK)
  • DEATHCRUSH (N)
  • DIG OG MIG (DK)
  • HELSINKI POETRY (DK)
  • ICONA POP (S)
  • LINKOBAN (DK)
  • NELSON CAN (DK)
  • MATHILDE SAVERY (DK)
  • ULIGE NUMRE (DK)
Vi ses på Roskilde Festival 5. - 8. juli 2012
(warm-up fra 30. juni til 4. juli)