Kan du ikke se denne HTML mail?Klik her
Wifi på årets Roskilde Festival
Som noget nyt tilbyder Roskilde Festival i år nu wifi til festivalgæsterne. Tiltaget er sat i søen for at styrke og opgradere festivalgæsternes netmuligheder og aflaste telefonnettet under festivalen.

Roskilde Festival har i år valgt at tilbyde internet via wifi til det stadigt stigende antal festivalgæster, som ønsker at være online under festivalen. Wifi-ordningen er indtil videre en forsøgsordning og vil dække bestemte dele af festivalområdet med maksimalt 20.000 brugere efter først-til-mølle-princippet.

To fluer med et smæk
Med wifi tiltaget imødekommer Roskilde Festival et hastigt stigende behov blandt festivalgæsterne for at være online og dele deres festivaloplevelser med hinanden og omverden, mens de oplever dem. Desuden vil wifi-dækningen være med til at aflaste telefonnettet for den meget store datatrafik, som der er under festivalen.

”Med vores nye wifi-tiltag slår vi to fluer med et smæk. Dels giver vi festivalgæsterne en hurtigere og bedre mulighed for at være online og f.eks. dele indhold på de sociale medier under festivalen. Dels er vi med til aflaste telefonnettet for datatrafik og dermed forhåbentlig sikre os at telefonnettet virker optimalt for alle mobilbrugere i festivaldagene,” fortæller Roskilde Festivals talskvinde, Christina Bilde.

35 kroner for hele festivalen
Ordningen koster 35 kroner for hele festivalperioden, og de 20.000 brugere dækkes i følgende områder: BYcenter East/West, Pavilion, Ovalen/Gloria og alle Agoraer. Derudover får arbejdsområderne, dvs. alle scene- og backstageområder, herunder også Backstage Village, som mediebyen nu kaldes, også mulighed for at koble sig på festivalens Wifi.

For at komme på wifi-nettet i de pågældende områder skal man tilslutte sig det åbne trådløse net – FestivalNet. Her kan man så efterfølgende via et web-interface få mulighed for at købe adgang samt logge på med føromtalte indkøbte adgang.

Flere sendemaster og bedre netværk
Udover wifi-ordningen optimeres og udbygges mobildækningen på årets festival også, idet både 3, Telia, Telenor og TDC sørger for udbygning af deres kapacitet for at imødekomme sidste års problemer med netværket. Det betyder flere sendemaster ved både festivalpladsen og camping for at sikre et bedre og mere stabilt netværk for frivillige og publikum på årets festival.

Yderligere information
Christina Bilde, talskvinde
M: christina.bilde@roskilde-festival.dk
T: 46 36 66 13

Vi ses på Roskilde Festival 5. - 8. juli 2012
(warm-up fra 30. juni til 4. juli)