Kan du ikke se denne HTML mail?Klik her
Festivaloverskud går til julehjælp
Mødrehjælpen er blandt modtagerne af en samlet donation på i alt 1.000.000 kroner fra Roskilde Festival til hjælpeorganisationer, der gør jul og vinter knapt så kold for udsatte danskere.

Roskilde Festival donerer sammenlagt 1.000.000 kroner til organisationer, der gør en kæmpe forskel for udsatte danskere. Mødrehjælpen modtager 500.000 kroner som bidrag til organisationens julehjælp til trængte familier. 

”Vi hjælper familier, der virkelig kæmper året rundt og ikke kun ved juletid. Vi har i år fået 28 % flere ansøgninger om julehjælp i forhold til sidste år, og donationen fra Roskilde Festival betyder, at flere trængte børnefamilier nu kan komme i gennem vores nåleøje og modtage støtte fra Mødrehjælpen i sidste øjeblik," siger Mødrehjælpens direktør, Mads Roke Clausen.

Samtidig modtager foreningerne Morgencafé for hjemløse og Gjaestebud hver 250.000 kroner til deres indsats for at forbedre livskvaliteten hos hjemløse og socialt udsatte i Danmark – en indsats, der ofte finder sted under det offentlige velfærdssystems radar.

Derudover har festivalen købt 50 juletræer af de hjemløses juletræssalg på Sundholm, som i sidste uge oplevede at få stjålet netop det antal træer. Vi hæver dog selv prisen til 500 kr. pr. styk ved lejligheden.

’Smøger og hundemad’
Roskilde Festival vil med donationerne også understrege behovet for private organisationer og frivillige, der gør en reel forskel for udsatte danskere. Organisationer, der ofte er udfordret af nogle politikeres skarpe og mistænkeliggørende retorik på fattigdomsområdet.

Steen Jørgensen, bestyrelsesformand for Foreningen Roskilde Festival, siger:

”Vi har folketingspolitikere, der utilsløret siger, at fattigdom er selvforskyldt, og at folk bare bruger pengene på smøger og hundemad. Samtidig fortæller hjælpeorganisationerne os, at behovene for hjælp til både udsatte børnefamilier og hjemløse er stigende. Derfor donerer vi vores overskud til organisationer, som aktivt hjælper de danskere, der kæmper med at få hverdagen til at hænge sammen.”

I forbindelse med donationerne har Foreningen Roskilde Festival torsdag 20. december indrykket helsidesannoncer i en række af landets store aviser. Under overskriften ’Smøger og hundemad???’ peger festivalen på, at der stadig er brug for at komme fordommene omkring fattigdom i Danmark til livs.

Annoncen kan ses her (pdf)

Foreningen Roskilde Festival har gennem årene doneret mere end 192 mio. kr. til kulturelle og humanitære formål.

Flere oplysninger
Roskilde Festival
Christina Bilde, talskvinde
M: christina.bilde@roskilde-festival.dk
T: 46 36 66 13

Mødrehjælpen
Louise Mean Pedersen, kommunikationskonsulent
M: lmp@moedrehjaelpen.dk
T: 3345 8640

Vi ses på Roskilde Festival 2013
29. juni - 7. juli