Kan du ikke se denne HTML mail?Klik her
Rasta-crew ryster Roskilde Domkirke under Østdanmarks Indsamling
Roskilde Festival støtter Danmarks Indsamling med et beløb svarende til prisen for hver solgt billet til Østdanmarks Indsamlingsshow. Bliver der udsolgt kan donationen løbe op i over 900.000 kroner.

De gamle mursten i Roskilde Domkirke kommer til at vibrere i hidtil uset grad, når cremen af dansk dancehall kigger forbi den 8. februar til Østdanmarks Indsamling. Et all-star hold af stjernerne fra den nye danske reggae-bølge er ladet med hits og klar til at fyre den af for de fremmødte som en del af et kæmpe indsamlingsshow, hvor også landets vildeste parkour-udøvere og akrobater vil vise deres skills.

Det er Roskilde Festival og Roskilde Kommune, der i fællesskab er værter for aftenen, der midt i en kold tid fylder byens smukke, gamle vartegn med vaskeægte festival-vibes. Intet mindre end følgende buket af rasta-hjemmedrenge slår vejen forbi:

WAFANDE blander reggae, pop og hiphop i et varmt og solbeskinnet opkog. Hans seneste album Du Ved Det har høstet anmelderroser over hele landet for sine humørboblende good vibes, der nok skal få altervinen til at skvulpe.

KLUMBEN & RASKE PENGE har hærget radiobølgerne med hits som ”Faxe Kondi” og ”Rundt” og givet forrygende koncerter – ikke mindst på Roskilde Festival. Det eminente makkerpar er indbegrebet af dansk dancehall lige nu med deres personlige blanding af Kingston og København.

KAKA er dansk dancehalls nye gulddreng. Hans nye single ”Ingen Knive Når Vi Fester” er et kraftfuldt NEJ til knivvolden i nattelivet, og energien og humøret hos dette stjerneskud skal nok få det gamle domkirkegulv til at gynge.

EAGGERSTUNN er en duo bestående af Eaggermann og Stunn Gunn, der tidligere har været del af bl.a. Bikstok Røgsystem og optrådt med Malk De Koijn på Roskilde Festival. I dette samarbejde får d’herrers forkærlighed for hardcore Jamaica-reggae fuldt afløb – deres shows bliver ligeledes hyldet for deres intense og dedikerede publikumskontakt.

DONKEY SOUND BAND leverer riddims til dancehall-medleyet i Roskilde Domkirke og har tidligere produceret for alle scenens VIP’er; bl.a. Natasja og Bikstok Røgsystem står bøjet i rastafari-farver på deres CV.

Mere end 200 optræder til Østdanmarks Indsamlingsshow
Dermed slutter dancehall ensemblet sig til flokken af ca. 200 optrædende, der kommer til at fylde kirkerummet til Østdanmarks Indsamlingsshow med musik, parkour, akrobatik, kor, dans og meget andet.

Billetter til showet sælges på billetlugen.dk fra 595 kr. inklusive særlig menu fra Meyers Køkken og drikkevarer i løbet af aftenen.

Læs mere om indsamlingsshowet den 8. februar i Roskilde Domkirke.
http://roskilde-festival.dk/dk/om_roskilde/andre_aktiviteter/danmarksindsamling/unikt_show/

For interview med Eaggerstunn, KAKA, Wafande eller Donkey Sound band i denne forbindelse, kontakt Peter Ødegaard Skovsted p.skovsted@musicall.dk

For yderligere oplysninger om Østdanmarks Indsamling 2013 i Roskilde, kontakt:
Christina Bilde, talskvinde, Roskilde Festival
E-mail: christina.bilde@roskilde-festival.dk / Telefon: 46 36 66 13

Om Danmarks Indsamling
Danmarks Indsamling 2013 er en fælles indsamling til fordel for Afrika, som DR og 12 af Danmarks største humanitære organisationer står bag. Organisationerne arbejder for at hjælpe Afrika ud af fattigdom og fremme FN’s 2015-mål. Danmarks Indsamling blev afholdt første gang i februar 2007 og har samlet næsten 500 mio. kr. ind til udviklingsprojekter i Afrika. I 2012 blev det til 87 mio. kr. til børn på flugt. 

Se mere om Østdanmarks Indsamling på www.roskilde-festival.dk/danmarksindsamling

Vi ses på Roskilde Festival 2013
29. juni - 7. juli