Armbåndet fylder år

Vidste du, at du går rundt med en helt unik aluminiumsdims på armen? Den ring, som binder dit festivalarmbånd sammen, har gjort underværker i 25 år. I år har den jubilæum.

Af Kristian Krog Kæmsgaard

Den dims, der binder festivalbåndet om din arm sammen, er ganske exceptionel. Dimsens opfinder hedder Steen Marcussen og er stolt over jubilæet.

"Før min opfindelse kunne folk let snyde med armbåndene. De kunne sagtens fjerne den dims, der bandt armbåndet sammen, og kaste den over hegnet til de gæster, der ville snyde sig ind på festivalpladsen," siger Steen Marcussen, der er direktør for Scanmarc, som er virksomheden bag den banebrydende opfindelse.

"Den er unik, fordi den ikke kan knappes op," siger Steen Marcussen. "Den er klemt helt sammen, og det gør, at gæsterne ikke kan snyde sig adgang."

Dimsen er ringformet og er lavet af aluminium. Når festivalgæsterne får båndet om armen, bliver ringen mast så meget, at de ikke har mulighed for at fjerne den. Derfor er den lille himstregims i dag uundværlig.

"Der er jo i omegnen af 75.000 gæster i år, så vi må jo have leveret cirka det samme antal ringe," siger Steen Marcussen. "Men i anledning af ringens 25 års jubilæum gør vi det gratis."

Steen Marcussen holder selv meget af musik og er i dag kommet gratis ind på festivalen, fordi han er blevet 60. Han nyder dagen med to af sine venner, Holger Skovhaug og Jørgen Dinesen, som også har valgt at udnytte, at der i dag er gratis adgang for alle, der er fyldt 60.

"Vi vil gerne have rock," siger de tre venner. "Men vi holder også meget af den gode blues."

De har efterladt hustruerne derhjemme og har fået én af dem til at agere chauffør, når de skal hjemad.

"Vi skal nyde jubilæet med nogle øl og lidt god mad," siger Steen Marcussen. "Jeg vil nødig blære mig, men det er jo en genial opfindelse."

 
Tilbage
 
Steen Marcussen fortæller om sin opfindelse
Foto: Aida Veggerby Fredsgaard
E-mail
Adgangskode
Husk mig
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.