Boom Clap Bachelors – Højkvalitets downtempo electronica til både hjerne og hjerte

Boom Clap Bachelors bekræftede til fulde lørdag eftermiddag, at der er værd at have øje for navnene skrevet med småt på Festival plakaten. Efter at være blevet båret ud af begejstrede klapsalver fra en publikumsspækket Lounge Scene, mødte vi i den stegende Roskilde sol David Cytryn og Thomas Bisballe fra Boom Clap Bachelors.

Af Ruben Christensen

Hvordan fandt I sammen? "Vi er en gruppe af mennesker, som har fundet hinanden på kryds og tværs. Jeg og Robin fandt hinanden på et musikforum på nettet, og derefter kørte vores lille musik karavane", siger Thomas.

David uddyber: "Hver især kommer vi fra vidt forskellige dele af klubmiljøet, nogle har været DJs, og andre har produceret numre. Vi har vide forgreninger musikalsk set: Drum'n'Bass, hip hop, soul og meget andet. Så vi havde et bredt og solidt fundament at bygge vores plade på. Den første udkom kun på vinyl og blev finansieret af KODA. Sidenhen kom 'Kort Før Dine Læber', som blev udgivet på pladeselskabet Music For Dreams".

Liv og Coco, de to skønne, karismatiske sangerinder i front, komplementerer hinanden og bandet glimrende. Hvordan kom de ind i billedet?

"Coco er kun 20 år og soul mama. Hun har en Aretha Franklin gemt i maven. Hun mener det, når hun går på scenen og er rigtig god til at komme ud over scenekanten. Liv kommer fra jazzkulturen og har skrevet en stor del af teksterne på pladen.

De er rigtig gode til at pingponge med hinanden og sætte stilen alt efter, hvor vi spiller. For eksempel kører de én stil på den intime scene på Rust (klub i København, red.) og en helt anden her på Roskilde. Vi er faktisk ikke et traditionelt rockband med faste sangere, og ingen af os drenge er sangere egentlig, så der Liv og Coco ind.

Det er lidt sådan "hvem har lyst til at synge i dag?", når vi er sammen, hvilket vi ikke har været så ofte. Så vi arrangede en inspirationstur til et sommerhus, da vi skulle lave pladen. Alle blev samlet, og vi fik sunget en masse og udvalgt, hvilket materiale pladen skulle bestå af. Det blev en ryste-sammen-tur lige efter bogen, nu hvor vi havde siddet og komponeret hver for sig".

Hvordan adskiller jeres plade sig fra jeres live show? "Det er blevet lidt en producer-plade. Den er ikke lavet med tanken om, at vi skulle ud og spille den live. Hver enkelt har lavet en del af et nummer og så sendt den videre til næste mand. Vokalen er ret underspillet i forhold til live showet og er vævet ind i musikken som instrumenter.

Sidste år fik Gilles Peterson fra BBC radio 1 vores plade, og han var solgt på trods af, at vi synger på dansk - vokalerne er mere et sfærisk element på pladen. Gilles har spillet numre fra pladen adskillige gange i sit program, og sidste år var vi på Big Chill festivalen og spille".

Læs mere om Boom Clap Bachelors på myspace: http://www.myspace.com/bcbachelors

 

 
Tilbage
 
Foto: Ruben Christensen
E-mail
Adgangskode
Husk mig
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.