Dillinger Escape Plan – ud over metallens grænser

Dillinger Escape Plans guitarist Ben Weinman taler om musikalske inspirationer, kompositioner og inspirationskilder – og om ikke at passe ind i nogen defineret kategori

Af Tina Mariane Krogh Madsen

“Vi prøver som band, at anvende vores inspirationskilder til at skabe vores egen lyd, og jeg tror, at det er, hvad ethvert godt band faktisk gør. De skaber deres egen lyd, baseret på de influencer de har. Dette er noget, vi også forsøger at gøre, og naturligvis ændrer tingene sig med os og den musik, der på forskellige tidspunkter interesserer os, ligesom vi bliver ældre og lignende. På samme tid har vi skabt denne her Dillenger-lyd, som bare er os. Det er interessant, at prøve at inkorporere nye ting og stadig lyde som os, det er den største udfordring – altid at ændre sig og være omskiftelig og tilføje nye elementer til vores musik. Det er det, Dillinger altid har handlet om.”

Denne tilgang til musikken giver det relevans at spørge ind til Dillinger Escape Plans placering i den eksperimentale ende af det metalliske spektrum, og til hvorledes de forholder sig til scenens position generelt:

”Da vi selv begyndte at spille, var det meget svært for os at blive accepteret, fordi vi netop ikke passede ind i nogen identificeret genre. Folk vidste ikke, hvad de skulle stille op med os, eller hvad de skulle kalde os – og hvorvidt de kunne lide os eller ej.”

”I disse internettider er verden blevet mindre og mere forskelligartet musik får opmærksomhed, folk er blevet en smule mere åbensindede i dag. Du ser en masse nye bands, som tilføjer nye ting i deres musik, ligesom vi gjorde, da vi startede. Dette, synes jeg, er interessant.”

”Jeg tror, at mange yngre, der lytter til metal, ligeledes lytter til for eksempel Mike Patton og muligvis bliver interesseret i at lytte til anden avantgarde musik. Jeg tror indirekte, at mange af disse bands er inspireret af mange direkte eksperimenterende ting.”

”Jeg tager jazz og fusion som et eksempel for os, dvs. at hvis vi havde nogle regler, så ville det være derfra, da der her netop ikke findes noget defineret regelsæt - og det er på denne måde, at vi har forsøgt at leve vores liv i konteksten af Dillinger Escape Plan. Bands såsom King Crimson og nogle af 60’erne og 70’ernes eksperimentelle bands, der arbejder med andre genrer og kulturer, har ligeledes definitivt spillet en meget stor rolle i skabelsen af dette band.”

Men hvorledes skabes disse numre, og hvordan er processen med at skabe Dillinger Escape Plans meget komplekse lydunivers? Ben, der også er hovedsangskriveren i bandet forklarer: ”Jeg starter normalt med en hovedide, nogle gange er det i rytmer, med trommer, og andre gange er det bare guitar. Vi har også udforsket nye tilgange, hvor vi først starter med et klaver, hvor der bagefter bliver arbejdet med trommer og guitarer.”

”Jeg skadede min hånd og kunne ikke spille guitar i et stykke tid, så derfor begyndte jeg at komponere numrene elektronisk og tilføjede trommer og guitar senere, hvilket samtidig var en ny tilgang for os. Vi undersøger altid nye måder at gøre tingene på, det kan starte med guitar eller trommer, men det kan faktisk også blive gjort elektronisk.”

At spille på en festival som Roskilde, der har en bred vifte af forskellige genrer på programmet, har vel sine fordele:

“Ja, det har det. Jeg ville ønske, at dette var ligeså meget tilfældet i USA. Da jeg voksede op, var der Lollapolooza festivalen, som var meget åben, men den eksisterer ikke længere. I dag er mange festivaler meget genrespecifikke. Jeg elsker de europæiske festivaler, der ofte er meget mere alsidige, og jeg elsker at spille samme sted som mange forskellige typer af bands.”

 
Tilbage
 
Ben Weinman - The Dillenger Escape Plan. Foto: Tobias Nørgaard Pedersen
E-mail
Adgangskode
Husk mig
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.