Gør verden orangeAf Morten Grønborg På cykel gennem festivalmylderet fanges øjet af en letpåklædt ung kvinde. Hun er i færd med at udpege vinderen af en konkurrence, der handler om bedst og mest kreativt at anvende farven orange i sin personlige påklædning. Det indebærer åbenbart en god portion bar hud, for Andreas, der har vundet mændenes konkurrence er ligeledes sparsomt påklædt. Men farven er på plads. Orange. Det er den danske billedhugger Jens Galschiøt og hans kunstværksted Art In Defence Of Humanism, der står bag konkurrencen på Roskilde Festival. Galschiøt er kendt for at bekæmpe uretfærdigheder i verden ved at opsætte skulpturer på steder og pladser i større byer verden over. Senest er den festivalaktuelle orange farve udpeget som markør for kampen i Kina. Projektet hedder The Color Orange (TCO) og går ud på at sætte fokus på Kinas overtrædelse af menneskerettighederne i anledning af OL 2008 i Beijing. "Målet er at introducere den orange farve som et symbol på protesten, og alle skal være med ved at klæde sig mest muligt i denne farve", fortæller Mette Grøndahl Hansen, som er talskvinde for TCO. Blandt andet opfordrer hun og de andre i gruppen til, at alle laver deres egne orange armbånd. Gruppens arbejdet har blandt andet resulteret i, at Galschiøts otte meter høje skulptur Skamstøtten, der findes i fem kopier verden over, er blevet opstillet i Hong Kong. Naturligvis bemalet i passende kulør. Galschiøt udtaler selv om projektet på hjemmesiden for TCO: "Der er i virkeligheden slet ikke tale om en kampagne i traditionel forstand. Eventen skal fungere som katalysator for en slags bølge eller følelse, der går i selvsving og skyller hen over kloden. Den er langt mere beslægtet med poesi og kunst end egentlig politisk aktivisme". Budskabet er nået til Roskilde Festival. Vores kendte orange canopyscene har fået fornyet aktualitet. | ![]() Foto: Ole Neis Nielsen |

Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.

