Hit med godset

Hittegodskontorerne på Roskilde Festival har hver dag besøg af adskillige festivalgæster, der både indleverer og leder efter glemte sager.

Af Kristian Krog Kæmsgaard

”For et par år siden kom der et par piger for at spørge, om vi havde set deres hjerner,” siger Marianne Thomsen og ler. ”De var meget berusede og håbede åbenbart, at de kunne finde dem her.”

Marianne Thomsen er i øjeblikket vagtansvarlig på hittegodskontoret ved Servicecenter Øst og har mange historier at fortælle fra hittegodskontoret.
”Folk indleverer hovedsageligt tasker og mobiltelefoner, men jeg har sågar oplevet, at et par piger kom med 1.500 kr., som de havde fundet,” siger Marianne Thomsen.

Det vrimler med mennesker på hittegodskontoret, hvor de møder op i håb om at finde ting, som de har mistet. Mathilde Jeppesen fra København har mistet både sin mobil og sit Mastercard, men har i dag ikke haft heldet med sig.

”Jeg mistede mine ting i søndags på vej hjem fra fodbold. Nu er der ikke andet at gøre end at gå tilbage ad samme vej for at se, om jeg kan finde tingene,” siger hun.

Hittegodskontoret er ifølge Marianne Thomsen til stor gavn for festivalgæsterne. Hun ville dog ønske, at folk nogle gange tænkte sig om en ekstra gang.

”I går så jeg tre piger stille deres tasker på jorden, før de begyndte at danse rundt. De ville slet ikke have bemærket, hvis taskerne var blevet taget,” siger Marianne Thomsen og forklarer, at punge og mobiler let ryger op af lommen, når folk danser rundt som vilde.

På mandag overtager politiet det hittegods, der er tilbage, men indtil da håber Marianne Thomsen, at så meget som muligt bliver hentet.

”Vi har en database, hvor vi registrerer de glemte sager, hvis der står et navn på. Men ofte kan man også se i øjnene på folk, når de møder deres egne ting,” siger Marianne Thomsen.

Selv om det i dag ikke lykkedes for Mathilde Jeppesen at finde de tabte sager, er hun ved godt mod.

”Det er selvfølgelig ærgerligt,” siger hun. ”Men der er jo stadig masser af øl.”

 
Tilbage
 
Foto: Ole Neis Nielsen
E-mail
Adgangskode
Husk mig
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.