Pant og grænseoverskridende adfærdAf Morten Grønborg 18-årige Anders Therkelsen er i disse dage ansvarlig for 125 menneskers arbejde. Med back up fra Grænseforeningens pædagogiske konsulent, Gunvor Vestergaard, der står som officielt ansvarlig, styrer han reelt pantboden ved Servicecenter Øst. "Intet problem", lyder det fra den unge mand - "vi er jo mange om det her, og desuden har jeg erfaring fra tidligere år". "Halvdelen af bodens medarbejdere har tysk som modersmål og er enten fra det danske mindretal i Sydslesvig eller tyskere. Den anden halvdel er danskere, som vi kender fra Grænseforeningens Ungdom eller gennem venner", fortæller Anders Therkelsen. Da de fleste medarbejdere også taler engelsk, og nogle måske yderligere et sprog, kan Grænseforeningen servicere kunderne i øjenhøjde. Især i forhold til romaerne, som er flittige storkunder i boden, er det en fordel. De fleste af dem, taler nemlig tysk og ikke engelsk. "Vi er på festivalen for at lave et overskud til foreningen. Pengene ryger igen videre til sociale aktiviteter, fx en ungdomscamp i Letland i 2009", fortæller Gunvor Vestergaard". Anders Therkelsen betoner desuden, at Roskilde Festival på mange måder levendegør, hvad Grænseforeningen arbejder for, nemlig kulturmøder med udgangspunkt i og respekt for de respektive lande eller mindretals traditioner, kendetegn og værdier. Det er et arbejde, der har sine rødder i det danske mindretals vilkår i Sydslesvig, men som i de senere år har fået fornyet spændstighed gennem en modernisering af Grænseforeningen. Fokus er nu ikke alene mindretalsbeskyttelse i det geografisk bestemte område omkring den dansk-tyske grænse, men i høj grad selve ideen om at bevare sit eget nationale kendetegn i et møde med andre kulturer. Åbenhed for andre og bevidsthed om sig selv er nøgleord, "og her er festivalen et perfekt sted at være", slutter Anders Therkelsen, før han igen koncentrerer sig om sit arbejde i boden, hvor tusinder af dåser og flasker venter på at blive indløst. | ![]() Foto: Ole Neis Nielsen |

Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.

