Sand afslapning i LoungeAf Katrine Villadsen Der er tropisk varmt her i den mørke Lounge, og det passer meget godt til den sydlandske fornemmelse af sand i sandalerne. Klokken er kun lige ved at nærme sig 11, men overalt ligger der allerede mennesker strøet med løs hånd på alle vandrette flader. Eller bulede, rettere – selvom sandet visse steder er strøget fladt til fordel for små sandfigurer i plastikkrus-facon og andre udtryk for gæsternes morgenkreativitet. På scenen står to granvoksne mænd og pruster og klæder sig ud. Digteren Jens Blendstrup laver en grotesk og ustyrlig morsom parodi på en pinligt berusede festivalgæst og hans kamp for at komme forbi den farlige finske vodka og hen til scenen, hvor Mugison spiller. Det lykkedes slet ikke for Blendstrups festivalgæst, men sjovt er det. Lars Bukdahl tager over med uhyggelige historier om den onde Gårdbuk og cyklen, der lod sig mobbe i stykker. Pyh. Bag de to herrer kører et pixelleret parforholdshelvede i knugende tableauer på storskærmen. I loftet hænger der overdådige lysekroner side om side med diodelamper, der kaster lidt mystik ud over det barmhjertige mørke. Baren serverer mojitos, frozen magaritas og lignende, som man utvivlsomt har brug for sådan en formiddag på Roskildefestival. Folk hænger og hygger, mens der sker glidende udskiftninger i publikum nu, hvor formiddagens Spoken Word program er overstået, og dagens sid-ned-koncerter skal til at begynde. Spoken Word teltet findes ikke mere, men hver morgen er der programsat Spoken Word arrangementer i Lounge. Herefter bydes der på musik og afslapning i øvrigt resten af dagen. | ![]() Foto: Aida Veggerby Fredsgaard |

Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.

