Lister

Af Nicolas Jespersen

Løsthængende overalls, oprullede ærmer til skulderhøjde, John Deere kasket, rustikke tatoveringer på armene og en flaske Jack Daniels i hånden. Såfremt der findes en troværdig blues-uniform, forekommer Seasick Steves farmer-look unægtelig millimeterpræcist.

Med sin trofaste trestrengede guitar og løsslupne fortællelyst har Seasick Steve gjort bluesmusikken til alt andet end antikvarisk vraggods. Vi traf den søsyge guitarist til en samtale inden koncerten på Pavillon fredag aften. Her afviser han dog ydmygt det snærende blues-prædikat:

”Jeg ser ikke på mig selv, som en der spiller blues. Jeg koncentrerer mig bare om at spille. Det eneste, det handler om, er, om det rocker eller ikke rocker, og det er der min interesse ligger”.

Han lader hånden glide igennem det viltre skæg og konstaterer:

”At få blues-betegnelsen på sig er bare ikke særligt brugbart, fordi det de fleste kender som blues, bare er en flok midaldrende herrer med ponytails, som sidder og synger ”sweet home Chicago”, selv om de fleste sikkert aldrig nogensinde har været i Chicago”.

Steve smiler afvæbnende, og det er åbenlyst, at han ikke er en herre, som beskæftiger sig med andre folks forsøgsvise definitioner, men først og fremmest forholder sig til sit eget musikalske udtryk.

Jeg fortæller ham om det faktum, at han af nogle er blevet udnævnt som bluesmusikkens redningskrans, men den ubarmhjertige opgave kan artisten ikke rigtigt påtage sig:

”Jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan tage ansvar for at redde blues-musikken. Mit eneste ansvar, synes jeg, er overfor mig selv og frem for alt ønsker jeg at underholde folk”.

Overlevelsesinstinktet er intakt

Allerede som 13-årig kastede Steve sig hovedkulds ud i livet på vejene, hvor han blandt andet tjente til føden ved at spille musik tilfældige steder i de amerikanske stater. Steve forklarer entusiastisk:

”Alle de fundamentale ting i mig og min musik stammer fra tiden som hjemløs, hvor vejene var mine forældre. Perioden har helt sikkert gjort mig mindre selvtilstrækkelig, og så har den givet mig en styrke til at kunne overleve med ganske få midler”.

Det er tydeligvis ikke nogen gigantisk behovspyramide, som fylder Steves tilværelse, hverken dengang eller nu. Og hvis det blev nødvendigt, ville han også kunne gentage det den dag i dag:

”Hvis jeg skulle gøre det i dag, ville jeg stadig kunne klare mig fint. Jeg er overbevist om, at jeg til enhver tid kan gå ud ad døren uden en mønt på lommen og stadig have det godt”

Han erkender dog, at det ikke nødvendigvis er den mest glamourøse tilværelse, man kan forestille sig.

Bluesmusikkens omstrejfende svar på Jack Kerouac har talt, og når man lytter til Steves afdæmpede ord, lyder de unægteligt troværdige. Hvem ved – måske vi får den viljestærke, langskæggede hillbilly at se på de endeløse landeveje igen med sin trofaste guitar under armen?