Stor aktivitet før åbningstidAf Morten Grønborg I den sidste time før åbningen af festivalpladsen er alle i gang. Mange boder er allerede på plads, og den sidste finpudsning sætter ind. Andre stadeholdere er lagt fra målet. Der lyder fræsen fra stiksave og summen fra skruemaskiner, og mere end ét sted koordineres de sidste byggeprojekter i råb og løb. Alligevel er her ingen panik. Ved Cosmopol er Frederik Bagger og kolleger fra foreningen Danmark Mod Landminer i fuld gang med værktøjet. Boden er langt fra klar til at modtage gæsterne, for alle varer står i kasser på græsset, og det store, lilla foreningsskilt skal hænges op. Det er der heldigvis kyndige hænder, som tager sig af. ”Vi når det hele”, slår Frederik fast, ”men nok ikke helt inden åbningen. Vi er en frivillig forening, og alle vores penge går til kampen mod landminer. Derfor har vi ikke købt os håndværkerhjælp udefra”. I boden sælger foreningen en vakumpakket t-shirt, som ”eksploderer i former og farver”, når emballagen åbnes. Symbolikken er klar. Hos naboboden, der drives af AIDS-Fondet, er de også et stykke fra at være færdige. Ditte Hegelund er hyret ind som ekstern hjælper ”for at gøre boden lækker”. Hun taler med os med en stor pensel i hånden og maling på tøjet. ”Det er dejligt, jeg elsker kaos”, smiler hun som kommentar til journalistens bekymrede kiggen på klokken – der er jo kun en halv time tilbage. ”Mit motto er: Det går altid”, fortsætter hun og ser ud til at mene det. Standen ser kunstnerisk rodet ud, men det er nok en del af pointen. AIDS-Fondet sætter på årets festival nemlig fokus på kreativt samvær under overskriften "Kærlighedsfabrikken". Her kan festivaldeltagerne blandt andet lave musik og male. Designere og kunstnere vil desuden hjælpe gæsterne med at kreere alt i perler, træ, stof og garn, og alle værker fra fabrikken sælges til fordel for fondets arbejde. | ![]() Foto: Ole Neis Nielsen |

Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.

