Trash de luxe

Festivalens gæster har samlet løftet sig et niveau op hvad angår mode og livsstil, mener trendspotter. Samtidig bevæger selve festivalens sig mod en normalisering og rykker Vesterbro til Roskilde. Vi vil have rock’n’roll – men håret og tøjet skal sidde rigtigt

Af Morten Grønborg

”Roskilde Festival er samlet set blevet mere lækker og mere bevidst”, siger trendspotter Lars Rønne, der til daglig arbejder med mode og livsstil i København. Det gælder både tøj, hår, mad, drikke og folks forventninger til deres måde at bo på og købe ind.

”Præcis som i det normale samfund gælder det nu for festivalen, at kvalitet er en selvfølge. Det er simpelthen ikke til diskussion. Tag fx mad. Det skal både have den rigtige fortælling om bæredygtighed og være lavet af gode råvarer. Et mantra kunne være ’natural quality’ eller måske ligefrem miljø som ’new religion’. Det slår mig i år, når jeg sammenligner med festivaler for år tilbage”, siger han. Med andre ord: Folk tænker, før de handler, også på festival.

”Man kan også kalde det for det konforme Roskilde”, fortsætter han. ”Vi er på festival og dyrker musikken, dens symboler og det lettere trashede liv, som findes her. Men samtidig køber vi ind i Kvickly, er politisk korrekte, relativt magelige og napper en brunch om formiddagen. En stor del af festivalen minder mig på den måde om Vesterbro, hvor jeg selv bor. På den måde er festivalen så småt i gang med en tilnærmelse til verden udenfor. En begyndende normalisering, kan man kalde det”.

Den mest tydelige markør for denne ”trash de luxe”-tendens er ifølge Lars Rønne vores påklædning. På herresiden er det markant, at mænd igen skal se voksne ud. Det er slut med at ligne en teenager, selvom man er 35. Kasketten og hættetrøjen er ude, og det samme er den praktiske festivalpåklædning. 50’ernes cool stil og stramme look er derimod hot i år.

Rønne fremhæver, at festivalens mandlige trendsættere bærer hat og skjorte, sidstnævnte nede i bukserne. Et andet maskulint symbol, som spottes flere gange på pladsen, er den diskrete klud i brystlommen på en (gerne halvkrøllet) jakke, bluse eller skjorte. Whiskeyånde og god stil er ikke modsætninger. Ren Bogart.

Roskildes trendsætterkvinder er rene, feminine, sexede og stilbevidste. ”Årets kvinder har i højere grad end mændene fordel af det gode vejr”, fortæller Rønne, ”og tendensen til lyse, lette og korte kjoler i A-form er fremherskende. Det er uskyldsrent og afslappet, hvilket også kommer til udtryk i en neddæmpet brug af make-up. Virkemidlerne behøver ikke være så kraftige, som hvis det havde været koldere”.

Lars Rønne ser desuden en tendens til, at det nøgne look – som vi kender fra 70’ernes festival – er på vej tilbage. ”Læg mærke til, at rigtig mange ikke bærer bh, og at der er mere bar hud, end vejret egentlig dikterer”.

Lars Rønne driver websitet koolhunting.dk og er ansat i trendvirksomheden Firstmove, hvor han arbejder med trendforecasting og ide- og konceptudvikling

 
Tilbage
 
Foto: Rasmus Weng Karlsen
E-mail
Adgangskode
Husk mig
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.