Truckertipi sender røgsignaler

Hvis du ikke ved hvor du er, så kig efter en kæmpestor og spraymalet tipi. Der bor et par handy spejdere, som nok skal hjælpe dig.

Af Camille Gudmand Lange

"Hvor fanden er I? Vi er lige nede ved tipien!" Sådan har det lydt mange gange denne Roskilde Festival, og mange gange vil det lyde endnu, for der står en kæmpestor, overtagget tipi ved Agora K, og den er ikke til at tage fejl af.

Inden i tipien bor brødrene Ruben og Nick, som selv har bygget monsteret - med lidt hjælp fra farmand.

"Vi er jo spejdere," lyder det selvfølgeligt fra Ruben, som nonchalant læner sig op af tipiens væg og nikker opad mod jernstængerne der går på tværs.

"Vi har selv samlet jern og svejset det hele sammen hjemme i vores fars garage. Siderne er gamle lastbilpresenninger, som vi tagger nye ting på hvert år. Den har været noget af et projekt, men den holder!" smiler han, og kigger stolt på det store bygningsværk, som har 5-års jubilæum i år. Regnflygtningenes redning.

Og netop på grund af spejdertitlen arbejder drengene omme bag scenerne, hvor de har fået kørselstilladelse og en trailer udlånt, så de kunne køre monsteret ind på pladsen. Sidste år var det dog ekstra besværligt, når der var så meget mudder.

"Vi satte det op i starten af ugen sidste år, og det var der mange, der var meget taknemmelige for. Her var proppet med mennesker der ville væk fra regnen, smiler Ruben.

"Men den her sag kan tåle både regn og blæst, den er monstertung, så den kan man godt regne med bliver stående!" tilføjer Nick, som indrømmer, at hvis man er i tvivl om retningen, kan man bare gå efter røgsignalet der bapper ud af toppen på tipien, når der på gode dage ryges en rolig fredspibe.

 

 
Tilbage
 
Foto: Tobias Nørgaard Pedersen
E-mail
Adgangskode
Husk mig
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.