onsdag 30.11.11

Björk til Roskilde Festival 2012

Den islandske superstjernes festivalkoncert bliver eneste mulighed for at opleve hende i Danmark til sommer.

Vi åbner den nye festivalsæson med et rigtigt ”Roskilde-navn”. En af musikscenens mest distinkte profiler og et evigt sprødt og overraskende bekendtskab.

BJÖRK (ISL) kombinerer som få den brede appel med det kunstnerisk excentriske. Hun er på én gang musikalsk troldkvinde med Islands lavastrømme i årerne, ikonisk popstjerne og elektronisk legebarn. De sidste 18 år har hvert nyt album fra den lille islænding været et modigt skridt i en ny retning, og Roskilde Festival har været en af de faste stationer på hendes musikalske rejser. Koncerten på Roskilde Festival bliver eneste chance for at opleve Björk i Danmark til sommer.

Evigt nyskabende
Hun er indbegrebet af den moderne musiker, evigt nyskabende og totalt flerdimensionel i måden hun bruger optræden, teknologi, mode, video og kunst til at komplementere sin musik. Björks albumprojekter består altid af flere elementer, men hendes ottende album Biophilia – udgivet i oktober i år – er hendes mest tværdisciplinære projekt til dato. Et studiealbum, apps for hver sang, en hjemmeside, speciallavede instrumenter, livekoncerter og workshops er alle dele af denne vidtrækkende multimedieoplevelse. Björk har samarbejdet med app-udviklere, videnskabsmænd, skribenter, opfindere, musikere og instrumentmagere om at skabe en unik udforskning af universet og dets fysiske kræfter.

Succesfuld på alle fronter
Siden udgivelsen af hendes første album Debut fra 1993 har Björk globalt solgt over 20 millioner albums. Hun har høstet omfattende kritisk anerkendelse og dertil vundet 4 Brit Awards, 4 MTV Video Music Awards og i 2010 the Polar Music Prize med henvisning til hendes ”dybt personlige musik og lyrik, hendes præcise arrangementer og unikke stemme”.

Vi er stolte over at have denne superstjerne tilbage på festivalplakaten for første gang siden 2007. Og der kommer flere musikoffentliggørelser i nær fremtid.

 

Skriv en kommentar

Du skal være logget på for at kunne kommentere
LOG PÅ HER
Vi mangler oplysninger på din brugerprofil og vil derfor bede dig opdatere din profil ved at benytte følgende link:
Redigér profil
400tegn tilbage
Vi benytter reCAPTCHA
Tilbage
E-mail
Adgangskode
Husk mig
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.