Apollo er navnet på den nye musikscene, som satser særligt på den elektroniske musik.
Vi lancerer en ny scene på årets festival. Apollo – opkaldt efter bl.a. musikkens gud i græsk mytologi – fortsætter vores tradition for en nytænkende, nysgerrig musikprofil såvel som en dynamisk anvendelse af de arealer, der huser Nordens største musikbegivenhed.
Apollo vil i overvejende grad præsentere elektronisk musik.
Vi har promoveret førende elektroniske artister siden starten af halvfemserne; fra The Orb over Daft Punk til Tiësto, som vi sikrede et internationalt gennembrud. Apollo vil videreføre denne tradition og give et rum for at vise artister, der er store i lyden, men som ikke fylder så meget på en scene.
Fleksibel udendørsscene
Apollo bliver beliggende i campingområdet. I warm-up-dagene som mobilscene og under de sidste fire dage fast beliggende ved den såkaldte Agora C nær skateparken.
Med Apollo har vi nu en fleksibel udendørsscene, der både kan håndtere mindre, indadvendte elektroniske navne og et større, feststemt publikum. Den nye scenesatsning får en kapacitet mellem 3000 og 5000, størrelsesmæssigt bliver dens nærmeste slægtninge altså Pavilion og Odeon.
Apollo Countdown: mobil ”ninjascene” under warm-up
Allerede under warm-up kan du opleve elektronisk musik med Roskilde Festivals kvalitetsstempel. Apollo Countdown spiller i de samme dage som Pavilion Junior-scenen og bliver i vores scenesektion kaldt en slags mobil ”ninjascene”, der indtager en ny placering dagligt. I traditionen fra Pavilion Junior bliver her tale om et nordeuropæisk fokus på ungt talent. Når det øvrige festivalprogram går i gang, antager Apollo en mere stabil karakter og forbliver bosat det samme sted.
Et nyt familiemedlem slutter sig til Roskilde Festivals scenestamtræ. Ideen til Apollo er søsat efter sparring med ildsjæle fra det elektroniske musikmiljø, i dette netværk er scenens grundrids tegnet.Vi glæder os enormt over denne nye platform til tidens skarpeste elektroniske navne, og vi håber, at du vil tage godt imod den lille ny.
Skriv en kommentar
LOG PÅ HER
Redigér profil