mandag 19.10.09 Womex: et springbræt til RoskildeRoskilde Festival er en live-begivenhed. Naturligvis er der samværet, festen osv., men selve grundstenen er koncerterne. Det er liveoplevelserne, vi alle i sidste ende samles om. Derfor er det meget vigtigt for os, der sammensætter programmet, at vi er sikre på, at de kunstnere, der bookes, når det kommer til stykket, kan levere varen på scenen. Meget kan jo ordnes i et pladestudie. Utallige kunstnere har leveret fremragende udgivelser uden at præstere samme høje niveau på scenen. Ligeledes er der masser af eksempler på kunstnere, der måske ikke står bag de bedste udgivelser – men, når det kommer til livesituationen, i den grad leverer varen! Når det specifikt drejer sig om world music – som jo ikke er én genre, men faktisk ”en kasse” i hvilken man har puttet alverdens genrer, bolero, samba, tango, joik… – så spiller det også ind, at der er endnu mange genrer på denne klode, som vi ikke har grundigt kendskab til. En god koncertoplevelse med en af disse, som vi kunne være i tvivl om havde sin berettigelse på Roskilde Festival, kan ændre vores skepsis, således at en helt ny genre får sin debut på græsplænen syd for Roskilde. Derfor er det meget vigtigt for os at komme ud i den store verden og se de mange tilbudte bands spille live, ligesom vi også lytter til de beretninger, vi modtager fra vores netværk. Da det ikke er muligt at flyve ud til alle de mange steder, hvor musikken spiller året rundt, er det en stor fordel for os at tage af sted og deltage i festivaler og branchemøder, hvor et heftigt line-up af relevante kunstnere præsenteres. Sådan en begivenhed er Womex. Gennem årene har jeg deltaget i Womex i 1994 og siden i lige linje fra 1997. Utallige orkestre har via Womex fundet vej til Roskilde Festivals scener. Gangbe Brass Band, La-33, Bellowhead, Enzo Avitabile & Bottari, Faiz Ali Faiz, Mahala Raï Banda – og mange, mange flere. På Womex deltager ca. 1000 bookere/programlæggere fra hele verden. Derfor kan det være en afgørende begivenhed for en kunstner at spille lige dér. Det er ikke risikofrit; man kan jo have en dårlig dag, en talentløs lydmand, eller uheld af forskellig art kan betyde en elendig showcase, som så kan betyde at éns karriere får et ordentlig skud for boven. Womex' showcase-del finder sted i DR-byen 29. - 30. oktober. Billetter købes via billetnet.dk og det er i den grad relevant at deltage – også selv om man ikke er en del af branchen, men blot er en lille smule nysgerrig eller på forhånd har kendskab til nogle af de mange genrer, der præsenteres. En enkelt showcase varer 40-45 minutter, altså et enkelt sæt, og der vil være 15 af dem de 3 aftener. Peter Hvalkof er ofte på farten og forfatter dette blog-indlæg fra et hotelværelse i Seoul, Sydkorea. Dette spiller på Peters anlæg i uge 43Goran Bregovic: Alkohol (Universal 2008) Fela Ransom Kuti & Africa 70: Expensive Shit (Polygram 1975) Luis Towers y la Orquesta Colombiafrica: Son Palenque Selection | ![]() La-33 var et af mange bands, som har optrådt på Womex for senere at optræde på Roskilde Festival - foto: Per Lange |

Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.











Skriv en kommentar
LOG PÅ HER
Redigér profil