Kan du ikke se denne HTML mail?Klik her
Bon Iver til Roskilde Festival 2012
Den skæggede folk(e)helt er en ny tidlig triumf for det kommende musikprogram.

Roskilde Festival tilføjer et stærkt navn for fans af alternativ folk fra Guds eget land. 

BON IVER (US) brød igennem med den ensomme, hulkende smukke debutplade For Emma, Forever Ago. På det selvbetitlede album fra 2011 har frontmand Justin Vernon udvidet med et stort velspillende band og springer ud som progressiv folk-kunstner med hang til soft-rock, højt til loftet og instrumentale ekskurser. 

Publikumsfavorit og stemmesluger
Bon Iver er trådt ind i rampelyset for alvor. Det var også tydeligt, da Roskilde Festival efterspurgte den seneste omgang musikønsker. Den skæggede amerikaner med den fabelagtige falset ligger i dag i top 10 over de varmeste ønsker i selskab med de største stjerneskud, stadionbands og legender. Også derfor er Roskilde Festival glad for allerede nu at kunne kvittere for publikums  ønsker med denne kritiker-darling og stemmesluger.

Anmelderrost
Bon Ivers seneste udsolgte koncert på dansk grund i november fik ord som de følgende med på vejen:

”det er svært ikke at være imponeret over det musikalske kraftcenter, der har vist sig i manden, der blev kendt for at overvintre som en eremit i en jagthytte. Hvor kan det ikke føre hen i fremtiden?” (Politiken)

”formåede aftenen igennem at overraske med sine små og intelligente arrangementsændringer […] Derudover var der både det stille intime, det larmende og voldsomme, ligesom der var en forbandet velspillende gruppe.” (Gaffa)

”Publikum knuselskede tydeligvis de to Bon Iver-album, så settingen var perfekt” (Soundvenue)

SE BANDLISTEN

Kommende offentliggørelser lanceres i december-musikquiz
Bon Iver-offentliggørelsen fandt oprindeligt sted i Roskilde Festivals musikquiz The Sound of Roskilde, som publikum kan lege med i i hele december måned på roskilde-festival.dk. Det er altså her, man skal holde øje, hvis man vil være den første til at vide, hvem der mere spiller til sommer.

Billetsalget er startet. Roskilde Festival 2012 finder sted 5.-8. juli (warm-up 30. juni-4. juli).