Roskilde Festival annoncerer fire nye musiknavne
Roskilde Festival føjer nye navne til programmet, som leverer alt fra roma-rap til boogie-funk.

Det endelige program for Roskilde Festival er ved at blive kørt i stilling. I dag annoncerer festivalen fire navne, som byder på fire vidt forskellige musikalske udtryk. Et godt billede af den musik-mangfoldighed som hviler i det samlede musikprogram.

DÃM FUNK with MASTER BLAZTER (US) er en californisk boogie-funk-ambassadør. Som en ung Prince lever og ånder Dãm Funk for at holde 80'ernes velkendte funk-genrer i live, samtidig med at han fører dem alle ind i en musikalsk tidsånd, hvor det hele får en hel del mere kant. Dãm Funk medbringer sangeren Master Blazter til Roskilde.

NICOLAS JAAR (US) er blevet kaldt elektronisk musiks store amerikanske håb. Hans musikalske spændingsfelt er på én gang fokuseret på rytme og repetition. Jaar dribler ind og ud mellem electro-pop, afrojazz, lydkollager, hiphop og adskillige andre stilarter – alt bundet sammen af hans unikke, melankolske vokal.

PRINCE FATTY SOUNDSYSTEM feat. LITTLE ROY and HORSEMAN (UK) er med egne ord skabt til at “dub’e dine fødder og stimulere din hjerne”. Selvom Prince Fatty Soundsystem kun var tænkt som en musikalsk annonce for et tøjmærke, blev det så stor en succes på de britiske radiostationer, at bagmanden Pelanconi valgte at fortsætte festen. Glæd dig til at vugge med til disse lyde af dub og reggae.

SHUTKA ROMA RAP (MKD) er et vaskeægte roma-rap-kollektiv. Med Shutka Roma Rap har det politisk udskældte folkefærd fået en stærk og kompromisløs musikalsk stemme, der tør hælde benzin på det politiske bål og tale for en generation af unge romaer, der vil gøre op med racismen. Roskilde Festival præsenterer stolt et rap-navn, der både har noget på hjerte – og noget på spil.

SE BANDLISTEN

Romaer inviterer til fest i DR Koncerthuset
Roskilde Festival er også en af kræfterne bag den kommende fredags blæserbrag i DR Koncerthuset. Her støder to roma-brassbands, Boban i Marko Markovic Orkestar og Fanfare Ciocarlia, sammen til blæserdyst, og publikum kårer vinderne. Billetter er til salg via Billetlugen.

 
 


Vi ses på Roskilde Festival 30. juni - 3. juli 2011. Warm-up 26. - 29. juni.
Camping åbner 25. juni kl. 18:00.

DOWNLOAD HØJOPLØSELIGE FOTOS FRA ROSKILDE FESTIVALS PRESSESIDE