Kan du ikke se denne HTML mail?Klik her
Roskilde Festival og VideoMarathon lokker filmtalenterne op af campingstolen i 48 timer
Hvem kan producere den bedste musikvideo til den danske duo Dig & Mig eller den mest opsigtsvækkende kortfilm om ét bestemt emne inden for kun 48 timer på Roskilde Festival?

Roskilde Festival og VideoMarathon udfordrer alle festivalgængere i årets officielle filmkonkurrence på Roskilde Festival.

Festivalfilmmagerne kan vælge enten at lave en kortfilm om ét bestemt emne eller en musikvideo til den danske duo Dig & Mig, som også spiller på festivalens Pavilion Junior-scene. Og de har sammenlagt 48 timer til at færdiggøre deres produkt.

”I løbet af en festival udspiller der sig en myriade af historier. Vi ved, at der er mange dygtige filmmagere derude i festivallejrene. Men alle kan være med uanset erfaring. Vi vil gerne have dem til at indfange bare en håndfuld af historierne. Med VideoMarathon som samarbejdspartner skaber vi en stærk ramme for stærke publikumsfortællinger i levende billeder,” siger Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde.

”VideoMarathon er skabt ud fra et ønske om at fremme demokrati, deltagelse og mangfoldighed, hvilket er helt i tråd med de værdier, jeg forbinder med Roskilde Festival,” udtaler David Fox, manden bag VideoMarathon.

VideoMarathon forbereder alle filmhold, udlåner kameraer, stiller computere til rådighed og giver support til klipning af filmene ved Cinema City på festivalens campingområde.

Tilmelding starter i dag
Der er åbent for tilmelding på www.videomarathon.com/roskilde fra 15. maj og frem til 25. juni. Her findes også mere information om konkurrencen.

Kortfilmkonkurrencen starter søndag 1. juli kl. 12:00 i Cinema City, hvor emnet for kortfilmene bliver afsløret. Musikvideokonkurrencen starter tirsdag 3. juli kl. 12:00.

Billetter og kameraer på højkant
Den bedste film i hver kategori præmieres med billetter til Roskilde Festival 2013 samt et SLR-kamera fra Nikon.

Vinderne udpeges ved publikumsvotering, så festivalgængerne selv vælger de bedste festivalfilm.

VideoMarathon arrangeres af filmselskabet True Stories i samarbejde med Roskilde Festival med støtte fra Photografica og København Tekniske Skole.

Yderligere information
Roskilde Festival
Christina Bilde, talskvinde
M: christina.bilde@roskilde-festival.dk
T: 46 36 66 13

True Stories / VideoMarathon
Maja Gyldenløve, presseansvarlig
M: maja@truestories.dk
T: 60 44 23 06

Vi ses på Roskilde Festival 5. - 8. juli 2012
(warm-up fra 30. juni til 4. juli)