Kan du ikke se denne HTML mail?Klik her
Roskilde Festival er med til at bringe musik fra hele verden til København
Fra den 26. – 29. oktober løber world music-begivenheden WOMEX af stablen for tredje og sidste gang i København. WOMEX 2011 har sit epicenter i DR's koncerthus, der vil genlyde af toner fra alle verdens hjørner.

Der går en stærk tråd fra WOMEX til Roskilde Festival. Peter Hvalkof fra Roskilde Festivals musikgruppe er nemlig med til at udvælge kunstnerne, der spiller på WOMEX.

Peter Hvalkof, der også lægger programmet på genrespillestedet Global CPH, har i år for fjerde gang været et af fem jurymedlemmer, der har sammensat musikprogrammet til WOMEX. Da der er tale om en showcase-festival med stor tilstrømning af branchefolk, handler det for Hvalkof og den øvrige jury om at finde nye stjerneskud på verdensmusikkens himmel.

"Musikbranchen er altid på jagt efter sidste skrig fra alle fire verdenshjørner. Sådan forholder det sig også med musikplanlægningen på Roskilde Festival. Det handler på begge festivaler om at give publikum hvad de ikke vidste de ønskede sig", siger Peter Hvalkof.

Som Roskilde Festival er WOMEX stedet for både branchefolk og de nysgerrige og musikelskende, der her kan opleve koncerter med kunstnere, der ellers ikke lige kommer forbi vores breddegrader hver anden weekend.

WOMEX’ festivalprogram byder således på verdensmusik af højeste kaliber og masser af muligheder for at se morgendagens stjerner først.

Roskilde-kendinge
Et par af navnene i programmet vil alligevel nok vække genkendelse hos musikinteresserede. Heriblandt colombianske Systema Solar, der med deres mix af house, hiphop og techno og Colombias egne genrer som cumbia, champeta og bullerengue spillede festen op til nye højder natten til søndag på Roskilde Festival 2010.

Festivalgængere vil også kunne genfinde optrædende fra årets Roskilde Festival i WOMEX’ program, heriblandt Juju. Bandet har el-guitar og ritti, en enstrenget – meget flerstrenget-lydende – violin fra Vestafrika, i forgrunden. Tilsat trommer og bas giver det et kulturmøde, der indeholder lige dele vestlig psych og afrikansk magi. Juju spillede på Roskilde Festivals nye intime scene Gloria i sommer.

Desuden spiller danske Tako Lako, finske Alamaailman Vasarat, Dj Munchi fra Den Dominikanske Republik/ Holland og Dj Kosta Kostov fra Bulgarien/Tyskland, der alle har givet festlige koncerter på Roskilde Festival i løbet af de sidste par år.

Bombino – ørkenblues
Et nyere skud på stammen af ørkenblues, Bombino, gæster også Koncerthuset i WOMEX-dagene. Det er lyden af mødet mellem nordvestafrikanske nomadefolk og elektrisk guitar. Genren opstod i grænseområderne mellem Algeriet, Niger, Burkina Faso og Mali, i de flygtningelejre, nomadefolket Touareg’erne blev forvist til på baggrund af tørke, postkoloniale krige og grænsedragninger. De fremmeste eksponenter for genren, Tinariwen, gav ørkenbluesen sit europæiske gennembrud i 2001, da bandet spillede deres første – og skamroste – koncert på kontinentet på Roskilde Festival. Siden har genren vundet stor udbredelse og mange fans. Bombino er en af genrens nyere bannerførere. Med tre studiealbums i ryggen står han klar til at erobre Europa med ørkenbluesens særlige samkørsel af psychet guitar og nordafrikansk percussion, der tilsammen former, hvad der kunne lyde som lydsiden til vandringer i Sahara under en uendelig himmel.
Lyt til Bombino HER

  • Womex åbner officielt onsdag den 26. oktober og varer til og med lørdag den 29. oktober
  • Hele festivalen kan opleves for bare 620 kr.
  • Se det øvrige program og yderligere information HER  

Kontakt også gerne Peter Hvalkof for flere informationer/ interview på mail: Peter.Hvalkof@roskilde-festival.dk.


Ørkenblues guitaristen Bombino. Photo: Ron Wyman, ©2011 Cumbancha