Roskilde Festival sender hjemløse til Paris
Det danske hjemløselandshold i fodbold modtog onsdag d. 8. juni en donation fra Foreningen Roskilde Festival. Donationen betyder, at hjemløselandsholdet kan deltage i Homeless World Cup i Paris til august.

En flybillet og en fidusbamse med the orange feeling. Det fik de 10 spillere på hjemløselandsholdet i fodbold ved OMBOLDs turnering på Rådhuspladsen i København onsdag den 8. juni. Derfor kan de 10 hjemløse landsholdspillere til august tage til VM i fodbold for hjemløse.

Foreningen Roskilde Festival har givet donationen på 164.000 kr., så de hjemløse kan dyste mod de bedste hjemløselandshold i verden fra den 19.-27. august.

Roskilde Festival sætter i år fokus på fattigdom, og tanken bag hjemløselandsholdet er helt på linje med Roskilde Festivals værdier om at støtte projekter, der fokuserer på frivillighed, fællesskab og hjælp til selvhjælp. Det fortæller Steen Jørgensen, som er formand for Foreningen Roskilde Festivals bestyrelse:

”OMBOLD formår med deres projekt at gøre en stor forskel for de spillere, der får de oplevelser og den opbakning, som følger med deres indsats på holdet. Samtidig er det en god platform for at skabe opmærksomhed omkring de generelle problemstillinger relateret til hverdagens fattigdom for alle dem, som ikke er på holdet. Gadefodbolden er en fin, alternativ måde at komme i dialog med politikerne og resten af befolkningen om de hjemløses ressourcer som supplement til det nødvendige fokus på behovene. Det støtter vi meget gerne”, siger Steen Jørgensen.

OMBOLD har siden 2003 arrangeret turneringer i gadefodbold for hjemløse overalt i landet for at hjælpe hjemløse og udsatte ud af deres situation. En landstræner udtager spillerne til landsholdet blandt OMBOLDs turneringer. For at komme med på holdet skal spillerne gennem et 10 måneders socialpædagogisk forløb.

Tanken er at udvikle spillerne på hjemløselandsholdet, så de kan komme ud af deres stofmisbrug eller på anden måde blive hjulpet videre i livet. De skal føle sig udvalgte og ikke udsatte. Læs mere om hjemløselandsholdet på OMBOLDs hjemmeside.

Om Foreningen Roskilde Festivals donationer
To optællinger foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) i uge 6 i 2007 og 2009 viste, at der er mindst 5.000 hjemløse i Danmark. Eksperter regner med, at det reelle tal er langt højere og hastigt stigende.

Det vil Roskilde Festival være med til at ændre. Overskuddet fra sidste års festival blev på i alt 17,5 millioner kr., som fordeles til godgørende formål – i år fokuserer Roskilde Festival særligt på projekter, der arbejder for at forbedre hverdagen for hjemløse både i Danmark og i udlandet.

Udover OMBOLD støtter Roskilde Festival i år bl.a. hjemløseprojekter som Projekt Udenfor, Fødevarebanken, Kofoeds Skole og Morgencaféen for hjemløse.

Du kan læse mere om festivalens donationer på www.roskildegruppen.dk og www.roskilde-festival.dk.

Yderligere information
Christina Bilde, talskvinde
M: christina.bilde@roskilde-festival.dk
T: 46 36 66 13

 
 


Vi ses på Roskilde Festival 30. juni - 3. juli 2011. Warm-up 26. - 29. juni.
Camping åbner 25. juni kl. 18:00.

DOWNLOAD HØJOPLØSELIGE FOTOS FRA ROSKILDE FESTIVALS PRESSESIDE