Tramp i pedalerne og pisk flødeskum til din kakao
Klimakampagnen Green Footsteps On Tour rejser i denne uge ud til danskerne, så de kan få fingrene i sjove klima-aktiviteter, der gør en forskel.

Tramp i pedalerne og lav elektricitet, så du kan oplade din mobil eller piske skummet til din varme kakao. Eller sy din gamle nederdel om til hårbøjler eller skjorten om til et fedt tørklæde.

Der er masser af sjove og konkrete aktiviteter på Green Footsteps On Tour, der er en omrejsende klimakampagne, som i denne uge sendes af sted på tour i Danmark.

Green Footsteps On Tour oplyser danskerne om klimaforandringerne og fortæller borgerne, hvordan man aktivt kan gøre en forskel i klimaregnskabet og være med til at nedsætte CO2-udledningen.

Det er Roskildegruppen, som består af folkene bag Roskilde Festival, der står bag klimakampagnen, og talskvinde Christina Bilde er ikke i tvivl om, hvorfor det er vigtigt, at klimakampagnen kommer helt tæt på danskerne:

“Vi har alle sammen et ansvar for at tage vare på miljøet. Derfor tager vi med Green Footsteps On Tour ud til danskerne for at fortælle, hvordan vi kan være med til at nedbringe CO2-udledningen. Den grundlæggende tanke er, at hvert eneste grønne fodspor gør en forskel,” siger hun.

Green Footsteps har de seneste år været en stor succes på Roskilde Festival og bliver også i år en integreret del af festivaloplevelsen.

“Vores erfaring er, at det virker godt, at gøre folk klima-opmærksomme på en uhøjtidelig og sjov måde. De erfaringer tager vi med fra festivalen for at fortælle, at det nytter noget, når vi handler mere miljøbevidst i vores hverdag. Fx kan borgerne på pensionerede bycykler mærke, hvor meget pedalkraft, der skal til for at producere strøm til at piske piskefløde eller tænde en lygte. På den måde lærer man om forholdet mellem energiproduktion og -forbrug og får nogle kropslige erfaringer med på vejen,” siger Christina Bilde.

Facts om Green Footsteps On Tour

  • Green Footsteps er Roskilde Festivals klimakampagne og er Danmarks største.
  • Green Footsteps On Tour er samme koncept, som turnerer rundt i landet til kommuner, skoler, virksomheder m.m.
  • Green Footsteps handler om at ændre holdning og vise, at små, grønne skridt i en klimavenlig retning kan have afgørende betydning.


  • På touren som begynder i denne uge besøger Green Footsteps On Tour Maribo 27. maj, Albertslund 1. juni, Nakskov 10. juni og Frederiksberg 12. juni.
  • Green Footsteps On Tour har tidligere besøgt København, Århus, Aalborg, Odense, Roskilde og Malmø. Stoppestederne inkluderer Kulturnatten i København hos Klimaministeriet og Hopenhagen Live på Rådhuspladsen i København under COP15-topmødet.
  • Hvis man er interesseret i at få Green Footsteps On Tour til sin by, event eller virksomhed, kontakt Green Footsteps On Tour, Telefon: +45 4636 6613. Mail: ontour@greenfootsteps.dk
Læs mere på roskildegruppen.dk 

Yderligere information
Christina Bilde, talskvinde
M: christina.bilde@roskilde-festival.dk
T: 46 36 66 13