Tag et STANDPUNKT – donér din pant!

I år vil tre danske organisationer stå for pantindsamlingen på årets Roskilde Festival.

Ungdommens Røde Kors er med for første gang under festivalen og Dansk Flygtningehjælp og Folkekirkens Nødhjælp trækker ligeledes i de turkise pantindsamlingsveste. I år går pengene til at afhjælpe fattigdom og ulighed både i Danmark og i udlandet, som en del af Roskilde Festival 2011s holdningsmæssige tema, STANDPUNKT.

Overskuddet fra årets pantindsamling på Roskilde Festival vil gå til:

Ungdommens Røde Kors indsamler pant på indre plads til fordel for udsatte børn og unge i Danmark. Tusindvis af unge frivillige hjælper hver dag børn og unge med problemer som ensomhed, fattigdom, misbrug og kriminalitet. Overskuddet fra pantindsamlingen går til aktiviteter som ferielejre, klubber, mentorordninger og lektiecaféer over hele landet. 

Aktiv Fritid hedder det spændende projekt Dansk Flygtningehjælp vil støtte med overskuddet fra pantindsamlingen og de samler ind på camping. Aktiv Fritid er et projekt der hjælper fattigdomsramte unge flygtninge i Danmark ved at støtte dem til at få et socialt netværk og tilbyde dem fritidsaktiviteter. 

Folkekirkens Nødhjælp har brugt overskuddet fra Roskilde Festival 2010 på at udbedre skader efter oversvømmelser udløst af klimaforandringer i Asien og Afrika. I år samler de pant på camping og vil med overskuddet fortsætte det gode arbejde i større områder og bringe endnu flere mennesker ud af sult-cirklen.

Igen i år kan du donere din pant til de turkise pantsamlere, der går rundt på camping- og festivalområdet. Du kan også smide din pant i de turkise kupler og luger du finder på festivalen. På den måde støtter du de tre danske organisationers humanitære arbejde mod fattigdom og ulighed.

Ryd op efter dig selv og donér samtidig din pant

  • Til de turkise indsamlere
  • Via en turkis pose
  • I de turkise kupler

Husk at der er pant på alt det, du drikker af!

Det gør en forskel når du donerer din pant

Fire humanitære organisationer samlede pant ind for mere end 2 millioner kroner under og efter Roskilde Festival 2010. Pengene er gået til at støtte organisationernes klimarelaterede arbejde i den tredje verden.

Pantindsamlingen har betydet at mange mennesker har fået forbedret deres liv og de vil i fremtiden være langt bedre rustet mod klimaforandringer. Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Ungdommens Røde Kors og Verdensnaturfonden har brugt dine tomme flasker til at gøre hverdagen lidt nemmere for nogle af verdens allerfattigste.

Hos Dansk Flygtningehjælp er overskuddet brugt på at bygge nye hjem til 60 flygtningefamilier i Myanmar. Familierne, som er flyttet ind i husene har selv været med til at bygge deres egne hjem og er dermed bevidste om hvordan de sikrer deres huse mod fremtidige naturkatastrofer.

Folkekirkens Nødhjælp har med overskuddet udbedret skader efter oversvømmelser udløst af klimaforandringer i Asien og Afrika. De har desuden støttet befolkningen i de berørte områder, så de fremadrettet er i stand til at tilpasse sig klimaforandringerne og helt undgå selv korte perioder med sult.

Verdensnaturfonden og Ungdommens Røde Kors samlede pant ind for næsten en halv million kroner efter festivalen. Ungdommens Røde Kors har bidraget til, at over 1200 unge i Uganda er blevet klædt på til at træffe de rigtige valg for klimaet og deres egen fremtid. Derudover er der blevet plantet mange træer i Uganda, specielt i de nordlige distrikter, som præges meget af tørke. Her har de desuden gennemført kurser til lokalbefolkningen i hvordan man konstruerer ovne, som reducerer forbruget af træ som brændsel med cirka 50 %.

I år samler Ungdommens Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp ind og overskuddet går til at afhjælpe fattigdom og ulighed både i Danmark og i den tredje verden. Så donér din pant under Roskilde Festival 2011 – det batter både herhjemme og ude i den store verden.

E-mail
Adgangskode
Husk mig
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.