
Caravan-camping
Roskilde Festival indretter hvert år et særligt område til de gæster, som ønsker at overnatte i medbragte campingvogne.
Det kræver ikke særligt armbånd for at få adgang til caravan-camping. Alle med almindeligt festivalarmbånd har adgang, så du er velkommen til at invitere andre festivalgængere på besøg. Du er også velkommen til at dele vognen med andre.
Pris: 365 DKK (prisen gælder pr. køretøj og inkluderer et ubegrænset antal beboere, som hver skal have festivalarmbånd)
Når du køber din festivalbillet, har du i år mulighed for at tilkøbe ekstra services. Dette inkluderer caravan-camping. Det betyder, at du får to billetter, din almindelige festivalbillet og din caravan-billet.
Har du allerede en billet og har først opdaget caravan-camping nu, kan du købe plads til din camper i et særskilt køb fra 1. marts 2012 og frem. Indtil 1. marts kan caravan-camping kun købes i forbindelse med et almindeligt billetkøb.
Hvis du har købt din billet i en Fona-butik, kan du først købe caravan som tilkøb i 1. marts 2012.
Du kan få adgang til caravan-camping som er beliggende øst for Køgevej (se kort for placering), fra lørdag 30. juni 2012 kl. 18:00. Når du ankommer til festivalen, så kør direkte til området. Det er ikke nødvendigt at ombytte billetten til et festivalarmbånd først. Efter du er kommet på plads, beder vi dig ombytte din billet til et festivalarmbånd.
Hvis du:
- ankommer i en almindelig campingvogn, autocamper eller en camplet, vil du få umiddelbar adgang til caravan-camping, idet dit køretøj overholder alle gældende sikkerhedsregler.
- kommer i en varevogn med madrasser bagi, vil du få adgang til caravan-camping, hvis der i bilen er fastmonteret ildslukker, og den i øvrigt fremstår som en efterligning af en autocamper, inkl. faste senge o.l.
Du kan ikke få adgang til caravan-camping, hvis du kommer i en varevogn eller tilsvarende, hvori der ikke er gjort noget specielt i forhold til overnatning i bilen – dvs. hvis der ikke er fastmonteret ildslukker, faste senge etc.
Det er tilladt at opstille ét fortelt per caravan. Dette kan også være et andet telt af tilsvarende størrelse.
Ved ankomst skal køretøjet godkendes. Hvis køretøjet ikke godkendes, bliver det henvist til parkeringsarealerne, mens passagererne henvises til at overnatte på festivalens teltarealer. Bemærk venligst at overnatning ikke er tilladt på festivalens parkeringsarealer.
Når et køretøj er godkendt adgang til caravan-camping, beder vi dig følge servicevagternes henvisninger om placering – man kan ikke forvente selv at kunne bestemme sin placering på området.
Ankommer du med en campingvogn eller teltvogn, skal den trækkende bil flyttes til parkeringsområdet ved siden af. Den trækkende bil forsynes med et mærkat, som angiver, at køretøjet har adgang til området. Bemærk venligst at det ikke er tilladt at have det trækkende køretøj holdende ved siden af påhængskøretøjet.
På caravan-camping må du som på alle andre overnatningsområder ikke benytte nogen former for åben ild, inkl. stearinlys, olielamper o.l. Dog tillader vi brug af faste gasinstallationer i caravans og autocampere.
Alternative campingmuligheder
Ud over muligheden for at bo i campingvogn kan du også ankomme til et opslået telt, medbringe din motorcykel eller købe en festivalgrejpakke og slippe for at medbringe telt, luftmadras og sovepose. Læs mere om mulighederne på de øvrige undersider.


