Om Peter Hvalkof

Peter Hvalkof booker Roskilde Festivals globale musiknavne og var også med til at få WOMEX til København - foto: Thomas Kjær

Roskilde Festivals booker af verdensmusik m.m. fortæller lidt om sin personlige rejse fra Bornholms små spillesteder til den globale musikscene.

Det hele begyndte med ”She Loves You”!

The Beatles var uundgåelige, men det var de mange "beat"-orkestre, der ferierede på Bornholm og som sommeren igennem spillede koncerter på øen. Her opstod de våde drømme om at komme til at lege med, når det drejede sig om musik.

Alrune Rod, Skousen & Ingemann, Burnin Red Ivanhoe, åh mand det var stort. Men der var sgu langt fra Rønne til dér, hvor musikken for alvor spillede.

Jeg høstede de første bookererfaringer i gymnasiedagene på Rønne Statsskole.

Fik yderligere hår på bookerbrystet i Holbæk, først i forbindelse med uddannelse, siden i Holbæk Jazzklub / Foreningen Elværket, som var en fantastisk driftig klub hvor både internationale og danske jazz- og rocknavne lagde vejen forbi.

Det første besøg på Roskilde Festival i 1974 var som at havne i Nirvana. The Incredible String Band – jeg forventede folkemusik, men fik et syret hippieorkester af høj klasse at se. Jeg blev afhængig.

Da jeg på et tidspunkt skulle vælge arbejdsplads fik jeg et tilbud om job i Roskilde.  Det kunne ikke være så tosset at bo i en by, der hvert år kunne stable en så fantastisk festival på benene, så fra 1980 har jeg været frivillig, campingvagt, frontbuevagt ved Orangescene (bl.a. ved den famøse U2-koncert i ’82), interviewer, kontorvagt…

I 1996 var jeg til møde med Leif Skov om nogle skolekoncerter, jeg var ved at arrangere, efter mødet spurgte han om jeg havde et par minutter for han ville lige høre om jeg kunne tænke mig at blive medlem af festivalens bookinggruppe? Mand, om jeg kunne!

Og siden er det ellers gået over stok og sten ikke kun med mulighed for at booke Jons Kapel – som et af de syrede rockorkestre hed i sin tid på Bornholm – men med hele verden som spillerum. Og det er stort, for der er rigtig megen god musik derude, der bare venter på at få lov til at spille.

E-mail
Adgangskode
Husk mig
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.