tirsdag 15.11.11

Fra hjemløs til fodboldstjerne

Med støtte fra Roskilde Festival fik otte hjemløse en stor oplevelse som nationale idoler ved Homeless World Cup i Frankrig.

Af: Pelle Fischer-Nielsen

Fodbold, fans og høj sol i Paris. En uge i august skiftede otte danskere hverdagen som hjemløs i Danmark ud med rollen som landsholdsspiller i fodbold ved VM for hjemløse. Det blev en fantastisk oplevelse, som er med til at ændre deres liv.

– Stemningen var helt fantastisk, og vores drenge fik enormt meget ros og en større fanskare. Den oplevelse kan simpelthen være et skub i den rigtige retning og vende op og ned på deres tilværelse. En af vores spillere har allerede nu taget springet og er startet på pædagoguddannelsen, forklarer Ole Kristensen, der er sekretariatsleder for OMBOLD. Det er en institution, der hjælper hjemløse til et bedre liv gennem idræt. 

Det var dog lige før, at den lille fodbolddelegation måtte blive hjemme og dyrke den regnvåde sommer i Danmark. OMBOLD overlever nemlig i høj grad på støttekroner, og normalt må støtten ikke bruges til udlandsrejser.

Derfor skulle der noget ekstraordinært til, hvis turen til Paris skulle sikres. Her trådte Foreningen Roskilde Festival til og støttede det franske fodboldeventyr med 164.000 kroner.

– Det betød alt, at Roskilde Festival valgte at støtte vores tur til VM i Paris. Uden donationen var vi ikke kommet af sted, slår Ole Kristensen fast.

Og resultatet i Paris? Det er næsten lige meget, for det handler om at være med, men Danmark klarede sig fabelagtigt og vandt over store nationer som Portugal, Frankrig og Mexico.

Tilbage
Tilmeld dig nyhedsbrev
 
 
 
 
 
E-mail
Adgangskode
Husk mig
Glemt password?
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Dette site anvender cookies.
Læs mere om brugen...