L.O.C. til Roskilde Festival

L.O.C.: Kongen af dansk hiphop
Kongen af dansk hiphop vender tilbage.

Han lagde Orange Scene ned ene mand i 2008. Nu byder Roskilde Festival én af den hjemlige musikscenes store personligheder velkommen tilbage.

L.O.C. (DK) er en central figur på den danske hiphopscene med over 200.000 solgte albums, og Roskilde Festival finder det oplagt at annoncere ham som det første danske navn i denne festivalsæson.

Liam O’Connors fantastiske flow og det dansksprogede twist af de amerikanske forbilleder har gjort ham til et fænomen langt uden for hiphopkredse. Han har gæsterappet til Roskilde Festival-koncerter med bl.a. Petter, Tech N9ne og Nephew.

I 2011 indtager den ulasteligt klædte rapper Nordeuropas største festival med nyt materiale som supplement til de velkendte hits. Libertiner udkommer 14. marts og er ifølge de tidlige jungletrommer mandens mest personlige plade til dato.

Roskilde Festival glæder sig til et spektakulært show med en sand ener, der tidligere har demonstreret, hvordan man får en hel festivalplads til at gynge.

Roskilde Festival arbejder på at have mere musik klar til jer inden februar. Med otte offentliggjorte navne er Roskilde Festival 2011 allerede godt på vej, men der er selvfølgelig meget mere i vente endnu.

 
 


Vi ses på Roskilde Festival 30. juni - 3. juli 2011. Warm-up 26. - 29. juni.
Camping åbner 25. juni kl. 18:00.

DOWNLOAD HØJOPLØSELIGE FOTOS FRA ROSKILDE FESTIVALS PRESSESIDE