Kan du ikke se denne HTML mail?Klik her
Erfaring fra 4 årtier med Roskilde Festival i én inspirerende workshoprække
Gennem 40 år med at organisere Nordeuropas største musikfestival, har holdet bag Roskilde Festival været pionerer indenfor festival- og event management og samlet erfaring og viden, andre kun kan drømme om at få. Backstage er et forum for at dele denne viden med andre indenfor oplevelsesøkonomien og på den måde få ny inspiration til udvikling af fremtidens events.

I løbet af årets Roskilde festival afholdes 10 inspirerende Backstage workshops under 5 overskrifter: Musik, Teknologi, Bæredygtighed, Midlertidig arkitektur og Publikumsinvolvering.  Emnerne dækker hele spektret indenfor oplevelsesøkonomien, og spænder fra pengeløse events til innovation og kunst i bymæssig sammenhæng.

Backstage er vores forum for udveksling af den viden, vi har fået over årene og få nye ideer til fremtiden. Vi ønsker at skabe og være en del af et omfattende netværk af professionelle, der kan bruge Roskilde Festival som et laboratorium til at teste nye ideer og finde fremtidens løsninger, siger Esben Danielsen, Udviklingschef hos Roskilde Festival.

Ikke alene vil deltagere på Backstage workshops opleve internationale eksperter og få mulighed for at netværke med kolleger i branchen, Backstage tilbyder også en hel unik oplevelse af Roskilde Festival i al dens pragt – musikken, tilskuerne, galskaben og atmosfæren.

Oplægsholdere på Backstage workshops omfatter blandt andet: Engagerede Roskilde Festival medarbejdere, Francis Cardenau - kok og ejer af restaurant Le Sommelier, Thor Martin Jensen - Global Head of Editorial hos WiMP, Per Vers - Rapper, Carsten Beck - Forskningschef hos Institut for Fremtidsforskning og den amerikanske performance artist og YouTube hitmager - Charlie Todd.

Yderligere information
Elin Witschas, projektleder på Backstage 
Tlf: 46 34 03 90
mail: info@back-stage.dk

Læs mere om Backstage workshops på www.back-stage.dk

Fakta om Backstage
Backstage er Skandinaviens nye konference om events og oplevelser, der henvender sig til et professionelt publikum. Backstage blev lanceret i 2007 af Roskilde Festival og har fungeret som en årlig søsterbegivenhed til festivalen. Backstage er en del af Roskilde Festivals plan om at udvide festivalens aktiviteter og skabe et forum for videndeling og professionalisering af oplevelsesindustrien. Blandt planerne er også en højskole med bl.a. event-produktion og oplevelser på skemaet. Målet med Backstage er at skabe et kvalificeret forum for professionel sparring, gensidig inspiration, oplevelser og networking. Tidligere Backstage-seminarer har været gæstet af bl.a. Joe Pine (Experience Economy), Peter Ingwersen (Noir), Vanessa Ahuactzin (Bruce Mau Design), Anne Skare Nielsen (Future Navigator), Nikolaj Danielsen (Madeleines Madteater), Peter Kreiner (Noma) og mange andre inden for oplevelsesindustrien, som har givet deres bud i form af foredrag og workshops.

Vi ses på Roskilde Festival 5. - 8. juli 2012
(warm-up fra 30. juni til 4. juli)