I 2025 afholder vi den 53. udgave af Roskilde Festival.
Roskilde Festival er en almennyttig og uafhængig festival med et stort og alsidigt program, der favner både musik, kunst og aktivisme – og det er et fællesskab og en bevægelse, der er sat i verden for at gøre en forskel.
Den ambition sætter rammen for udviklingen af alle dele af festivalen. Derfor har vi fokus på cirkulære principper, når vi bygger og indretter vores festivalby, på plantebaseret mad og nye grønne løsninger og på at værne om hinanden og gøre festivalfællesskabet tilgængeligt for så mange som muligt.
Med Roskilde Festival 2025 ønsker vi at være med til at bygge fundamentet for en lysere og mere bæredygtig fremtid ved at give næring til håb og handling for nye generationer. Det gør vi ved at kombinere de store utopiske fortællinger med håndgribelige og hverdagsnære tiltag, der helt konkret kan vise nye veje.
Vi giver rum til nye progressive stemmer, ideer og initiativer, der engagerer og inspirerer, og som både udfordrer, bygger bro og forener. Og vi gør det i et handlekraftigt og mangfoldigt festivalfællesskab, hvor drømme kan gøres konkrete, og hvor vi sammen kan skabe en bevægelse i retning af en mere ansvarlig verden.
Siden her indeholder informationer om mange forskellige aspekter af Roskilde Festival 2025 og vil løbende blive opdateret med mere viden og fakta om den kommende festival. Finder du ikke det, du søger, er du meget velkommen til at kontakte os.