Vi tegnsprogstolker to koncerter på Roskilde Festival
Hvert år deltager mange døve og hørehæmmede i Roskilde Festival. De nyder som alle andre at være en del af fællesskabet og festen sammen med kærester og venner. Det gælder også koncerterne. Selv om man som døv eller hørehæmmet ikke får det fulde udbytte af musikken, kan man mærke rytmen og opleve sceneshowet og stemningen foran scenen.
Som noget nyt tester vi i år døve performancetolkning, hvor to personer – en hørende og en døv, tolker sammen.
Performancetolkning er en specialiseret form for tegnsprogstolkning, hvor det ikke kun er ordene, men også musikkens rytme, stemning og kunstneriske udtryk, der oversættes og formidles. Ved døve performancetolkning giver den hørende tolk input til den døve performancetolk, som er med på scenen og tolker videre ud til festivaldeltagerne.
I år vil der være tolkning til koncerterne med Guldimund (torsdag kl. 14.30 på Arena) og TV-2 (lørdag kl. 15:30 på Orange Scene).
For både kunstnere og festivaldeltagere er det vigtigt, at tegnsprogstolkningen ikke bliver et distraherende element til koncerterne, men indgår som en integreret del af showet. Derfor forbereder tolkene og kunstnerne sig sammen før koncerterne.
Roskilde Festival testede tegnsprogstolkning af koncerter første gang i 2024.
Initiativet er støttet af Døvefonden, med opbakning fra Danske Døves Landsforbund.
