KNEECAP 16X9

KneecapIE

TORSDAG 4. JULI

Belfast-trio leverer en fest af keltisk hiphop, protest og hårdtslående poetisk mesterskab

  • Torsdag 4. juli
    14.30, Gloria

Hiphoppens potentiale for protest finder nye og vitale veje i den irske gruppe Kneecaps kompromisløse udtryk. 

Gruppen udspringer af Belfasts aktivistiske miljø. Kontroverserne har de taget med ind i musikken, og deres første single "C.E.A.R.T.A." blev således bandlyst fra den irske radiostation RTÉ på grund af dens rå sprogbrug, som til gengæld har skaffet Kneecap en massiv fanskare.

Med kreativt sprogligt overskud blandes irsk slang og engelske ord i sange, der rummer både bidende satire, social indignation og en næsten surrealistisk poesi. Deres verbale lussinger langer ud efter engelsk nationalisme og kolonialisme, men stiller sig altid også solidarisk med en global kamp mod kolonialister og undertrykkere. 

Deres originale udtryk kan nydes i fulde drag på det roste 2024-album Fine Art, der ikke kun byder på sprogligt mesterskab, men også en medrivende blanding af hiphop, keltisk folk, ravekultur, dancehall og meget mere. Kneecap har opbygget et ry som et fantastisk live-navn, og nu bliver der endelig mulighed for at opleve dem i Danmark, når de gæster Roskilde Festival!