Giv dig hen til den musikalske trancefornemmelse, når de to mestersangere Rizwan og Muazzam Mujahid Ali Khan fylder Roskilde Festival med qawwali-musikkens ældgamle sufi-ritualer.
Med deres duo Rizwan-Muazzam Qawwali har de to vokalister været nogle af de fremmeste ambassadører for qawwali-musikken i tre årtier. Genren har rødder i en spirituel sangtradition, der kan føres tilbage til det 13. århundredes sufi-ritualer, og som er udbredt i store dele af Asien i lande som Pakistan, Indien og Bangladesh.
Qawwali-musikken har betaget lyttere i hele verden med dens meditative og poetiske vokallinjer, der gerne udfoldes i langstrakte og tranceskabende forløb. Qawwali-musikken nåede for alvor et globalt publikum via legenden Nusrat Fateh Ali Khan, som døde i 1997. Rizwan og Muazzam Mujahid Ali Khan er nevøer til legenden og har siden hans død båret qawwali-faklen videre med en glødende dedikation til musikkens traditionelle tonesprog og instrumenter som harmonium og tablas samt selvfølgelig de messende vokaler.
En af deres allerførste internationale koncerter var i 1999 på netop Roskilde Festival, og det er derfor en særlig glæde at kunne bringe duoen tilbage til festivalen, som de gæster med det helt nye og smukke album At the Feet of the Beloved udsendt på Peter Gabriels label, Real World Records.


