
Frederik tøver ikke et sekund, når han skal fortælle, hvad han har fået med sig fra sit halve år på Roskilde Festival Højskole.
“Jeg har lært enormt meget om liveproduktioner på højskolen, som jeg bruger professionelt nu. Men det vigtigste, jeg har fået med, er et netværk af andre unge, som også brænder for musik- og kulturbranchen.”
På hovedfaget Lyd & lys, som Frederik har fulgt, bliver eleverne undervist af professionelle lyd- og lysteknikere, der arbejder for spillesteder som VEGA, Gimle og Pumpehuset og på store produktioner på bl.a. Roskilde Festival. Og i faget Music Management får de indblik i, hvordan den danske og internationale musikbranche er indrettet, så de efterfølgende har en større chance for selv at kunne begå sig i den.
Frederik er selv et godt eksempel på, at undervisningen har plantet spirende frø hos ham. Efter sit højskoleophold har han været på turné med upcoming-bandet UNG-SKAB, og han er nu i gang med at skabe et pladeselskab sammen med andre unge kulturskabere.
Artiklen fortsætter nedenunder.
I sin tid på højskolen var Frederik med til at skabe flere events. I Lyd & lys og Music Management skabte eleverne fx en unik og intim koncert, hvor publikum fik en totaloplevelse i højskolens rå og smukke hal. Her kunne de gå frit rundt om scenen, mens musikken spillede, omringet af store lys- og videoprojektioner.
Festivalproduktioner er også en fast del af højskolens årshjul. Om efteråret er Roskilde Festival Højskole med til at arrangere vidensfestivalen Grasp, der finder sted i bydelen Musicon, hvor højskolen også ligger. Og som afslutning på forløbet skaber eleverne deres egen festival Ømme Dage.
Forårsholdet afsluttes til gengæld med, at højskolens elever og ansatte skaber en række projekter til Roskilde Festival. Aktuelt har de designet området Common Ground og afvikler deres eget program på deres egen scene på festivalen.
Om Roskilde Festival Højskole
Roskilde Festival Højskole er en folkehøjskole med base i den kreative bydel Musicon i Roskilde. Skolen åbnede i januar 2019 og tilbyder højskoleophold på 4–6 måneder med fokus på kunst, kultur og fællesskab.
Eleverne vælger ét af fem hovedfag – musik, eventledelse, music management, lyd & lys eller kunst – og får derudover mulighed for at fordybe sig i en bred vifte af side- og valgfag. Undervisningen bygger på høj faglighed, projektarbejde og tæt kobling til virkeligheden, uden eksaminer og med plads til personlig udvikling.
Roskilde Festival Højskole har et særligt samarbejde med Roskilde Festival og skaber løbende nye formater og projekter i krydsfeltet mellem kunst, samfund og uddannelse.
På en højskole er der ingen optagelseskrav, intet pensum og ingen eksamen. Undervisningen skabes af lærere og elever i fælles engagement og af egen lyst. Derfor er det let at imødekomme den enkeltes niveau og behov.
På Roskilde Festival Højskole vælger du selv dine hovedfag og valgfag inden for musik, kunst, event, design og medier. Der er noget for alle kreative og nysgerrige unge.
En anden særlig ting ved højskolen er, at eleverne bor sammen og skaber et fællesskab af unge voksne. Frederik udtrykker det på denne måde:
“Det, jeg savner allermest ved højskolen, er fællesskabet og den lille boble, man lever i sammen. Det er helt mærkeligt at komme hjem og ikke have det. Til gengæld har jeg nu mange venner fra højskolen, som jeg har en masse kontakt til.”